Adgang med MitID: Dørproducent åbner første showroom i Danmark

Swedoor åbner et nyt showroom i Taastrup. Besøgende kan få adgang til lokalerne ved hjælp af MitID uden at bestille tid.

Den 24. oktober åbner Swedoor sit første showroom i Danmark.

Det oplyser dørproducenten i en pressemeddelelse.

Det nye showroom ligger i Taastrup og breder sig over 536 kvadratmeter med både udstillings- og mødefaciliteter.

Ifølge salgsdirektør Hauke Thiessen skal det nye showroom gøre det lettere at vælge den rette dør og vise, hvor vigtig en del af indretningen en dør kan være – både i hjemmet og i større byggerier.

Showroomet rummer et stort udvalg af yderdøre, branddøre, entrédøre og indvendige døre samt forskellige farver, overflader og greb.

Swedoor åbner et nyt showroom i Taastrup. Foto: PR.
Swedoor åbner et nyt showroom i Taastrup. Foto: PR.

Besøgende kan få adgang ved hjælp af MitID uden at bestille tid, og der er mulighed for personlig vejledning efter aftale.

– Vi har gjort det nemt og fleksibelt at få adgang til showroomet – uanset om man kommer som boligejer eller som professionel i byggebranchen, udtaler Hauke Thiessen.

– Og har man brug for personlig vejledning, står vores konsulenter klar til at hjælpe.

Med åbningen i Taastrup tager Swedoor et nyt skridt mod en mere oplevelsesbaseret måde at præsentere og rådgive om døre på. Åbningen markeres med et arrangement for kunder og samarbejdspartnere fredag den 24. oktober.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling