AGF oplyser, at klubbens midlertidige stadion i Vejlby, Ceres Park Vejlby, hen over sommeren bliver udvidet med en ny hovedtribune.
Ifølge en pressemeddelelse fra superligaklubben skal den nye tribune være med til at skabe “endnu mere intens og nærværende stemning, hvor lyden i højere grad bliver på stadion”.
– Det er noget, der kun kan lade sig gøre for os økonomisk, fordi størstedelen af vores partnere har indgået langvarige aftaler – det skaber tryghed og gør det muligt at investere i fremtiden, udtaler direktør i AGF, Jacob Nielsen.
– Vi er glade for, at vi har muligheden for på denne måde både at forbedre stadionoplevelsen og forholdene for både vores VIP-gæster, familier og fans samtidig med, at vi kan øge kapaciteten, så der er plads til flere til at støtte holdet.
Hovedtribunen vil rumme 3.400 siddepladser mod aktuelt cirka 1.000 pladser. Samlet set bliver kapaciteten på det midlertidige stadion dermed forøget til 11.500 pladser.