Almene boligorganisationer skal “pitche” byudvikling i Hørsholm

Hørsholm Kommune har planer om at invitere boligorganisationer og udviklere til at byde ind med idéer til, hvordan område kan udvikles.

Kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune besluttede i december 2024, at udviklingen af området Lågegyde i Kokkedal skal udvikles med fokus på både almene og private boliger.

Nu skal der tages stilling til, om der skal laves et såkaldt “pitch-forløb”, hvor boligorganisationer og private udviklere kan præsentere deres idéer til projektet.

Pitch-forløbet bliver opdelt i to faser. I første fase præsenterer de interesserede hold deres idéer for kommunens administration, som giver feedback og hjælper dem med at finpudse deres oplæg. I anden fase fremlægger de deres endelige idéer for kommunalbestyrelsen.

Formålet er at give politikerne et godt grundlag for at beslutte rammer og krav til det kommende byggeri.

Kommunens administration foreslår, at processen starter efter sommerferien 2025. I begyndelsen af august sendes invitationer ud, og i starten af september er der frist for at melde sin interesse.

I september og oktober udarbejder holdene deres præsentationer. I slutningen af oktober afholdes præsentationerne for administrationen som første fase. I december fremlægger holdene så deres idéer for Kommunalbestyrelsen i fase to.

På baggrund af disse præsentationer kan der i 2026 træffes en beslutning om, hvordan området skal udvikles og udbydes.

Kommunen stiller en række krav til de præsentationer, der skal indgå i forløbet. Idéerne må højst fylde 9.000 etagemeter og skal være tæt-lav byggeri på maksimalt to etager, som indpasses i området og landskabet.

Samtidig skal projektidéerne vise, hvordan området kan blive grønt, levende og blandet med 50 procent almene boliger.

De skal også tage højde for, hvordan samarbejdet mellem boligorganisationer og private udviklere kan tilrettelægges, samt for forbindelser til nærområdet, grønne områder som nyttehaver, mulige fællesskaber, arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed.

Præsentationerne skal desuden forholde sig til kommunens arkitekturpolitik, klimaplan og klimatilpasningsplan.

Når præsentationerne er gennemført, udarbejder kommunen en sag med forslag til, hvordan udviklingen og salget af området kan gennemføres.

Kommunalbestyrelsen har tidligere behandlet sagen flere gange, senest i december 2024. Hvis politikerne i kommunalbestyrelsen nikker ja til idéen, bliver pitch-forløbet nu næste skridt i at gøre visionerne for Lågegyde til virkelighed.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling