Det fælles dansk-svenske arbejdsmarked over Øresund har et stort uforløst potentiale, lyder det i en pressemeddelelse fra Greater Copenhagen.
I dag er der omkring 19.000 øresundspendlere, hvoraf langt de fleste pendlere har bopæl i Sverige og arbejder i Danmark.
Tallet kan blive markant højere, hvis man nedbryder eksisterende grænsehindringer, som i dag gør det svært at arbejde og rekruttere på den anden side af sundet, lyder det fra Greater Copenhagen.
Organisationenss nye analyse Produktivitetsgevinster for Greater Copenhagen ved nedbrydning af grænsehindringer på tværs af Øresund sætter tal på, hvor store produktivitetsgevinster, der kan opnås, ved at gennemføre konkrete arbejdsmarkeds- og infrastrukturtiltag på tværs af Øresund.
Analysen viser blandt andet, at 1,3 milliarder kroner årligt kan genereres gennem tværnationale arbejdsmarkedstiltag, såsom at revidere den forældede Øresundsaftale (som regulerer skatter og pensioner for dem, der arbejder og bor på den anden side af Øresund).
Læs også: Metro til Sydhavn og Valby åbner i juni 2024
6,9 milliarder kroner årligt i produktivitetsgevinster kan realiseres ved at etablere to nye faste forbindelser over Øresund, mens en genindførsel af ID-kontrol med transportøransvar omvendt vil føre til et årligt produktivitetstab på 4,9 milliarder kroner.
– Nu har vi konkrete tal for, hvor meget vi kan opnå med nogle få enkle tiltag. Derfor vil vi opfordre den danske og svenske regering til at færdiggøre revisionen af Øresundsaftalen og gennemføre en fælles undersøgelse af nye faste forbindelser over Øresund, udtaler Tue David Bak, Managing Director i Greater Copenhagen.
– Sammen kan vi skabe den succesfulde og internationalt konkurrencedygtige region, der er potentiale for, med påviste gevinster for samfund, virksomheder og borgere.
Greater Copenhagen blev stiftet i 2015 og omfatter Region Skåne, Region Halland, Region Hovedstaden, Region Sjælland og samtlige 85 kommuner i den svensk-danske geografi.