Metro til Sydhavn og Valby åbner i juni 2024

Lørdag den 22. juni 2024 åbner Metroselskabet metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby. Udvidelsen omfatter fem nye metrostationer i København.

Om mindre end tre måneder åbner fem nye metrostationer i Sydhavn og Valby. Dørene ventes at åbne for passagerer lørdag den 22. juni 2024 efter knapt seks års anlægsarbejde.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Metroselskabet.

– København vokser, og med udviklingen stiger behovet for at gøre den daglige transport mellem vores eksisterende og nye bydele mere nem og klimavenlig for mennesker i byen, udtaler overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Læs også: Sweco undersøger mulighed for metro til Hvidovre Hospital

Når forlængelsen af M4 åbner, kan passagererne rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd i Valby. Undervejs kan man skifte til M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv. Derudover bliver det muligt at skifte mellem både S-tog og regionaltog på København Syd, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn.

Inden dørene kan slås op for de fem nye stationer, skal stationerne under jorden og stationspladserne over jorden gøres helt færdige. Samtidig venter de sidste tests af metrolinjen.

Arbejdet danner grundlag for den endelige myndighedsgodkendelse, hvor Trafikstyrelsen giver tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen er afhængig af, at tests og dokumentation er i orden og kan først udstedes kort tid, før Metroen er klar til åbning i juni.

Læs også: Politikere afsætter 6,3 milliarder til mere metro

– Vi har bygget Metroen til glæde for de mange passagerer, der om kort tid vil opleve, at de kan komme nemmere og hurtigere rundt i København. Derfor har vi i de kommende måneder fuldt fokus på at få alle tests og dokumentation på plads, så vi kan få den endelige godkendelse til at køre med passagerer, siger Erik Skotting, der er direktør i Metroselskabet.

Inden åbningen af M4-forlængelsen vil metrolinjerne M3 og M4 igen skulle lukke i ét enkelt døgn. Dette forventes at ske cirka én måned før åbningen og vil blive annonceret inden. Lukningen sker i forbindelse med, at prøvedriften begynder, hvor systemet justeres og rettes til, og drifts- og vedligeholdelsespersonalet opbygger rutine med det nye system og de mange procedurer.

Fakta om M4

Udvidelsen af M4 består af fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.

Efter åbningen vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor.

Med åbningen bliver det muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer.

Når de nye stationer åbner, bliver rejsetiden med Metroen mellem København Syd og Rådhuspladsen cirka 10 minutter og mellem København Syd og Frederiksberg cirka 13 minutter.

Metrolinjen kører døgnet rundt med høj frekvens og vil binde de nye byudviklingsområder og eksisterende byområder i Sydhavn og Valby bedre sammen.

Fra 2030 forventes de fem nye stationer at få cirka otte millioner passagerer årligt. De første år efter åbningen vil det årlige passagertal være lavere, fordi det erfaringsmæssigt tager tid at vænne folk til en ny linje.

Samlet set forventes det, at mere end 135 millioner passagerer rejser med Metroen i 2024.

Fakta om projektet

Anlægget af metroforlængelsen til Sydhavn og Valby begyndte i august 2018.

Projektet har overholdt tidsplanen trods udfordringer som coronapandemi og pres på forsyningskæden.

Det samlede budget for Sydhavnsmetroen er knap 10 milliarder kroner (2021-priser).

Metroforlængelsen er 5,7 kilometer lang (fra København H til København S).

Entreprenører og rådgivere på metroforlængelsen

  • TUNN3L JV anlægger de fem nye metrostationer og tunnelerne.
  • Rhomberg EFACEC JV bygger spor og strømforsyning.
  • Hitachi leverer styresystemet, kabler i tunneller og tog.
  • Metro Service kommer som underleverandør til Hitachi til at stå for Metroens drift og vedligeholdelse.
  • COWI og Systra er Metroselskabets rådgivere på projektet.
  • Aarsleff Rail bygger det fælles omstigningsområde mellem Metro, S-tog og andre tog på København Syd.

Kilde: Metroselskabet.