Antallet af førstegangskøbere på boligmarkedet ligger på historisk lavt niveau

Højere priser og renter samt usikkerheden om fremtiden har medvirket til, at færre unge har stiftet gæld til hus- eller lejlighedskøb, viser analyse.

Antallet af førstegangskøbere på boligmarkedet var i 2023 på det laveste niveau i ti år.

Mens der i 2021 var godt 23.000 førstegangskøbere mellem 18 og 29 år, var der i 2023 knap 17.500. Det svarer til et fald på knap 25 procent.

Det viser en ny analyse fra Finans Danmark, lyder det i en pressemeddelelse fra interesse- og arbejdsgiverorganisationen for blandt andet penge- og realkreditinstitutter.

De unges økonomiske situation er generelt blevet mere presset i de senere år på grund af højere renter og priser.

Da boligkøb for de fleste kræver en betydelig gældsstiftelse og dertilhørende rentebetalinger, kan de højere renter især mærkes blandt de unge, som overvejer eller for nyligt har købt bolig.

– Unge, som typisk har begrænset opsparing og ingen friværdi fra tidligere boligsalg, er svagere stillet i forhold til at købe bolig end dem, der allerede er kommet ind på boligmarkedet. Når forbrugerpriserne og renterne så stiger oveni, som vi så det i 2022 og 2023, bliver det ekstra svært, udtaler analysechef i Finans Danmark, Christian Heebøll Hammer

For de unge, der alligevel formåede at komme ind på ejerboligmarkedet trods de sværere forudsætninger, var renteudgifterne også næsten dobbelt så store sammenlignet med dem, der nåede at købe deres første bolig i 2021.

De høje renter og usikkerheden i verden omkring os skaber også en vis usikkerhed om, hvor boligpriserne var på vej hen, hvilket også har afholdt en del unge for at gå ind på boligmarkedet.

– Der har været og er fortsat betydeligt usikkerhed om de fremtidige boligpriser. Det kan få potentielle boligkøbere til at vente og se tiden an i frygt for, at deres bolig risikerer at falde kraftigt i pris inden for de første år. På mange punkter har usikkerheden fået endnu et nøk opad på det seneste, hvilket nok også er med i manges overvejelser angående boligkøb i øjeblikket, udtaler Christian Heebøll Hammer.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling