Mikkel Lindskov Petersen, der oprindeligt er uddannet arkitekt, har som først planchef og siden konstitueret direktør spillet en vigtig rolle i at realisere Hedensted Kommunes vækstambitioner de senere år.
Fra den 1. april 2024 overtager han posten som direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Hedensted Kommune har gennem fire år haft en positiv befolkningstilvækst. Sammenlagt er kommunen vokset med godt 1.000 indbyggere siden 2019.
Mikkel Lindskov Petersen får hovedansvaret for at drive væksten videre i kommunen, som aktuelt har godt 47.700 indbyggere.
Læs også: Fra minkfarm og flade marker til ny naturbydel
– Med Mikkel Lindskov Petersen får vi en ekstremt dynamisk, kompetent og også vellidt direktør ind. Mikkel har vist, at han kan skabe rigtig gode resultater og få det bedste ud af alle vores dygtige medarbejdere. Det skal han fortsætte med nu, men i en anden og mere overordnet rolle, udtaler kommunaldirektør Marianne Berthelsen.
Mikkel Lindskov Petersen har været konstitueret på posten i et halvt års tid, så han betræder ikke ukendt land.
– Hedensted Kommune er i gang med en fantastisk rejse. Vores byer og lokalsamfund udvikler sig godt, kultur- og fritidslivet er mangfoldigt, vi rykker på klimaområdet, og vi har en række store projekter i gang. Blandt andet i Juelsminde, men også flere andre steder i kommunen, hvor potentialet er meget stort, udtaler Mikkel Lindskov Petersen.
Fakta
- Som direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab får Mikkel Lindskov Petersen det overordnede ansvar for fire afdelinger:
- Klima, Miljø & Byg
- Kultur, Vækst & Udvikling
- Plan & Stab
- Vej, Ejendom & Drift
- Der var 14 ansøgere til stillingen.
Om Mikkel Lindskov Petersen
- Mikkel Lindskov Petersen er uddannet arkitekt og har blandt andet også taget en master i offentlig ledelse.
- Har stor arbejdserfaring med især plan- og udviklingsområdet i kommunalt regi. Siden slutningen af 2023 har han været konstitueret i stillingen som direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab i Hedensted Kommune.I starten af 2022 blev ansat som chef for Plan & Stab i Hedensted Kommune og har tidligere bestredet en lignende stilling i Skanderborg Kommune i en årrække.
- I sin fritid har Mikkel Lindskov Petersen været engageret i især foreningslivet, hvor fodbold er en stor interesse, som er blevet kombineret med både træner- og bestyrelsesarbejde. Derudover er han generelt bare rigtig nysgerrig på, hvordan samfund, by og landskabet fungerer.
- Mikkel Lindskov Petersen har tre børn og bor i Mårslet syd for Aarhus.
Kilde: Hedensted Kommune.