Et hold bestående af Skala Architecture, Jytas, Stokvad Rådgivende Ingeniører og DBI-Brandteknisk Institut har vundet konkurrencen om renoveringen og udvidelsen af Svinninge Indskolings- & Børnehus.
Det skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.
Skala Architecture varetager rollen som arkitekt, landskabsarkitekt og bæredygtighedsleder på projektet, som skal DGNB-certificeres til Guld.
Totalentreprisen omfatter opførelse af en ny tilbygning i ét plan på 800 kvadratmeter, renovering af indskolingsafsnittet på 800 kvadratmeter i to plan samt nedrivning af eksisterende bygninger.
Derved skabes der plads til to eksisterende børnehuse, der flytter ind på skolen. Herudover etableres cirka 4.000 kvadratmeter udearealer. Børnehuset skal i marts 2026 være klar til at tage imod 152 børn og 40-50 medarbejdere.
– Vi er glade for at være en del af vinderteamet og glæder os til at skabe et attraktivt og bæredygtigt indskolings- og børnehus. I vores konkurrenceforslag har vi haft fokus på at skabe et byggeri, der opleves som ét sammenhængende børnehus. Et hus, der understøtter sammenhængen mellem inde og ude, med fleksible og varierede rammer til leg og fordybelse og som inviterer lokalsamfundet indenfor og sikrer fællesskaber på tværs, udtaler kreativ chef og partner Julie Ankjær fra Skala Architecture.
Læs også: Visionsplan for stationsområdet i Holbæk er vedtaget
Ifølge arkitektvirksomheden udgør Børnehusets motorik- og bevægelsesrum, fællesværksted, børnehusbibliotek, SFO-område og pædagogiske køkken et kraftcenter, der giver stor fleksibilitet i brugen af huset – også efter lukketid. Børnehuset kan således bruges som socialt mødested for lokalsamfundet.
Bygning i “øjenhøjde med børnene”
Arkitektonisk tager det nye Svinninge Indskolings- & Børnehus udgangspunkt i bygningstypologien fra Svinninge Skole og den eksisterende bygning.
Tilbygningen udformes med gule tegl og træ på facaderne, og bygningskroppene og facadeudtrykket er nedskaleret, “så huset bringes ned i øjenhøjde med børnene”, som det beskrives af Skala Architecture.
Børnehuset ligger mellem by og skov, og i kobling med skolens længestruktur skaber den nye bebyggelse en serie af grønne lommerum som intime byhaver. Nye træer og grønne gårdrum mellem husets længer skal bringe naturen tæt på.
Projektet skal certificeres til DGNB Guld og er skabt ud fra en bæredygtig tankegang og principperne om “Design for disassembly”. Dele fra nedrevne byggeri skal genbruges i videst muligt omfang i det nye byggeri.
Projektet blev udbudt i hovedentreprise i foråret 2022, men de indkomne bud lå langt over budgettet. Derfor blev det genudbudt i totalentreprise.
Om udvidelsen af Svinninge Indskolings- & Børnehus
Projekt: Tilbygning og renovering af indskolingsafsnittet på Svinninge Skole. I alt 1.600 kvadratmeter (800 kvadratmeter renovering og 800 kvadratmeter nybyg) samt nedrivning. 4.000 kvadratmeter udearealer.
Børnehuset skal rumme 152 børn og 40-50 voksne.
Byggeriet certificeres til DGNB Guld. Projektet har en anlægssum på 57 millioner kroner, og byggeriet forventes klar til brug i marts 2026.
Bygherre: Holbæk Kommune
Entreprenør: Jytas
Arkitekt og landskabsarkitekt: skala architecture
Ingeniør: Stokvad Rådgivende Ingeniører
Brandrådgiver: DBI-Brandteknisk Institut
Kilde: Skala Architecture.