Arkitektfirma i Aarhus med største overskud nogensinde

Arkitektfirma i Aarhus fik i 2024/2025 det bedste resultat nogensinde, hvilket især skyldes boligbyggeri og nye krav i bygningsreglementet.

Nodo Arkitekter var i 2025 involveret i 230 projekter rundt omkring i det meste af Danmark.

Det kan aflæses på bundlinjen, hvor den 15 år gamle tegnestue i 2024/2025 leverede det bedste resultat nogensinde.

Det oplyser arkitektfirmaet med base i Aarhus i en pressemeddelelse.

Før skat lød resultatet i 2024/2025 på knap 3,1 millioner kroner mod -322.000 kroner året før. Efter skat fik arkitektvirksomheden et overskud på næsten 2,4 millioner kroner mod et underskud på omkring 248.000 kroner året før.

Bruttofortjenesten lød på næsten 14 millioner kroner mod knap 10 millioner kroner året før.

– Vi er selvfølgelig stolte af den vækst, vi har opnået det seneste år, siger medstifter af og en af de fire partnere i arkitektfirmaet, Arne Nielsen.

– Vores grundlæggende tilgang hos Nodo er at tegne indefra og ud med afsæt i de mennesker, der rent faktisk skal have deres hverdag i bygningerne – naturligvis med blik for både æstetik og kontekst. Og det er skønt at se, at det også er det, der er behov for.

En stor del af årets fremgang skyldes flere større rækkehusprojekter. Samtidig har nye krav i bygningsreglementet, herunder krav om livscyklusvurderinger, øget behovet for rådgivning, mens arbejdet med kommuneplaner har ført til flere opgaver i de tidlige faser.

Nodo Arkitekter har cirka 20 medarbejdere i form af arkitekter, bygningskonstruktører og øvrige specialister. Arkitektfirmaet er involveret i projekter med alt fra private boliger til erhverv og etageboliger samt by- og landskabsudvikling.

Nodo Arkitekter har gennem mange år haft en stærk position inden for villabyggeri. Tegnestuen arbejder både med nybyggeri og ombygninger for private bygherrer i hele landet. Villaopgaverne er fortsat en vigtig del af porteføljen.

Blandt de aktuelle opgaver er et større boligprojekt i Roskilde, et projekt med godt 100 boliger i landsby ved Skanderborg og omdannelsen af et tidligere rådhus i Vildbjerg.

Ud over Arne Nielsen består partnerkredsen af Louise Balle Rosbjerg, Torben Bonne Jensen og Stephen Sommer, der i 2025 trådte ind som fuldgyldig partner.

Tilmeld Nyhedsbrev