Hvidovre Kommune har i godt et år været i gang med at istandsætte og sikre havnemolerne og uddybe havnebassinet. Det arbejde er nu så langt, at to nyistandsatte moler kan indvies – og i øvrigt er taget i brug igen af både bådejere og havnens brugere og foreninger.
Molerne bliver indviet med en rundvisning på havnen torsdag den 29. august klokken 16.30, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Jeg håber, at alle der færdes på vores havn, har lagt mærket til og også glæder sig over de mange forbedringer, der nu er lavet på de to havnemoler, og jeg vil opfordre borgere, der ikke kender havnen til at lægge vejen forbi, udtaler kommunens borgmester Anders Wolf Andresen (SF).
Desuden er der større planer for havnen på tegnebrættet. Tilbage i januar godkendte politikerne i kommunalbestyrelsen et ideoplæg til udvikling af havnen. Ideoplægget har kommunen fået udarbejdet i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet.
Oplægget er dog omfattende. Det vurderes at ville koste 80 millioner kroner og kan dermed ikke realiseres indenfor det afsatte budget på 46,6 millioner kroner. Derfor skal de lokale politikere i den kommende tid tage stilling til en række forskellige scenarier for den kommende udvikling.
Det forventes, at der vil blive arbejdet videre med de dele af idéoplægget, der kan gennemføres inden for det afsatte budget. Det omfatter blandt andet byggeri af et nyt klubhus til roklubben og tilhørende udearealer, parkeringspladser og cykelparkering samt opførelse af offentlige toiletter. Til gengæld ser det ud til, at byggeriet af et maritimt center samt anlæg af ”Den grønne korridor” droppes.
I forbindelse med udviklingen skal der gennemføres en arkitektkonkurrence, og projektet bliver efter planen sendt i EU-udbud i hovedentreprise.