Arkitekt Kim Utzon har på vegne af Arp-Hansen Hotel Group sendt en ansøgning til Gentofte Kommune om en ny lokalplan, der skal bane vejen for et nyt hovedsæde til hotelkoncernen.
Det fremgår af referatet fra et møde i Byplanudvalget i begyndelsen af juni, hvor politikerne besluttede at sætte gang i planprocessen.
“Projektet er nøje tilpasset placeringen ved Nybrovej og Motorring 3 med tilhørende afkørsel. Bebyggelsen er udformet som en randbebyggelse, der skærmer det indre gård- og haveareal mod trafikstøj”, fremgår det af referatet.
Arp-Hansens domicil skal efter planen opføres på en 8.750 kvadratmeter stor grund på Nybrovej 75, hvor hotelkoncernen også aktuelt har adresse.
“Arp-Hansen Hotel Group er bogstavelig født og opvokset på denne grund i Gentofte”, lyder det i ansøgningsmaterialet, hvor det beskrives, hvordan familievirksomheden har haft adresse på grunden i tre generationer.
“Grundens karakter ændres markant i 1960’erne, da den kommer til at ligge mellem Nybrovej og den nye ringmotorvej. Her bliver de nuværende lagerhaller bygget af Alf Arp-Hansen, der også drev sin murermester forretning og byggevirksomhed herfra”, lyder det videre.
Grundlaget for Arp-Hansen Hotel Group blev lagt med Alf Arp-Hansens køb af Gentofte hotel i 1960.
Virksomheden er over årene vokset til nu at optage alle de tidligere lagerhaller og bygninger på grunden, og nu trænger hovedsædet til en modernisering, fremgår det videre af ansøgningsmaterialet.
Kim Utzon har skitseret et projekt med et etageareal på 5.160 kvadratmeter i to-tre etager.