Næstved Kommune igangsætter nu en omfattende undersøgelse af potentiel jordforurening i Stenlængeområdets etape 1.
Jordprøver har nemlig afsløret rester af knust asfalt på tre kommunale grunde.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Det er afgørende at få afdækket i hvor stort et omfang, der er tale om forurening med knust asfalt i yderkanten af andre matrikler, udtaler Jens Bach, Centerchef i Center for Teknik og Miljø.
Etape 1 omfatter 10 storparceller og 65 parcelgrunde, hvor det vurderes, at der kan være spredt asfalt op til en halv meter ind på private matrikler fra vej- og fortovsanlæg. Knust asfalt er godkendt som bærelag under infrastruktur, men må ikke ligge på arealer med boligformål.
Kommunen har inviteret alle grundejere til et informationsmøde, der afholdes onsdag 28. maj klokken 17-19 i Grønnegades Kaserne, Gammel Ridehus.
Om Stenlængeområdet etape 1
Stenlængeområdets etape 1 omfatter 10 storparceller og 65 parcelgrunde, hvor alle parceller i udgangspunktet skal undersøges for knust asfalt.
Om forureningen på parcelgrunde
Ved anlæg af veje og fortov bliver knust asfalt udlagt som bærelag. For at holde bæreevnen på fortovet/vejen, bliver laget af knust asfalt lagt bredere i bunden.
I de tilfælde hvor skel og kant mellem eksempelvis fortov og matrikel er det samme, vil bundlaget af knust asfalt ligge på den forkerte side af skel og dermed på parcelgrunden.
Hvor langt inde bundlaget af den knuste asfalt er lagt på den enkelte matrikel afhænger af forskellen i terræn mellem vej/fortov og matrikel. (se grafik nedenfor).
Om knust asfalt
Knust asfalt fungerer som bærelag, når man skal anlægge en vej, en parkeringsplads, en ny indkørsel, fortov eller en gårdsplads. Det kan også bruges til at reparere huller i asfaltveje. Knust asfalt har en høj bæreevne og kan klare tung trafik.
Kilde: Næstved Kommune.