Barfod vil åbne skjulte vandløb og åer i København

København Kommunes teknik- og miljøborgmester Line Barfod vil undersøge, om man kan åbne vandløb og åer for at nedkøle byen og skabe attraktive byrum.

Åer og vandløb kan medvirke til at nedkøle byen i hedebølger og skabe attraktive byrum. Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) håber derfor, at der er politisk opbakning til en samlet analyse af mulighederne for at få fritlagt åer og vandløb, der i dag løber under jorden. Det skriver kommunens teknik- og miljøforvaltning i en pressemeddelelse.

Skjulte rør og vandløb løber under jorden i København og forsyner Damhussøen, Utterslev Mose og De Indre Søer med vand.

Ladegårdsåen løber under byen helt fra Bispeengen til De Indre Søer, og Lygte Å løber under jorden fra Bispebjerg til Bispeengen, mens Grøndals Å løber skjult fra Damhussøen til Bispeengen.

De udgør sammen med Københavns åbne vandløb Københavns ferskvandssystem, skriver forvaltningen

Line Barfod vil have lavet en samlet analyse af, hvad det vil betyde for København og vandsystemet, hvis man fritlægger de skjulte vandløb og søer, og hun håber, at der er politisk opbakning til at afsætte de nødvendige midler til at få det grundigt undersøgt.

– Klimaforandringer giver varmere somre, og her kan åbne vandløb hjælpe med at køle byen ned. Åbne vandløb styrker også biodiversiteten, fordi det tiltrækker insekter. Jeg håber derfor, at der er politisk opbakning til at få undersøgt, om det kan lade sig gøre, så vi kan tage første skridt mod at få en grønnere by, udtaler Line Barfod i meddelelsen.

Hvis man åbner de lukkede vandløb, vil det også skabe flere grønne byrum, lyder det fra teknik- og miljøborgmesteren.

– Københavnerne sætter utroligt meget pris på byens grønne områder. Det er især tydeligt, når solen skinner, og der ved byens parker og søer er fyldt med mennesker, der hygger sig. Nogle gange så fyldt, at det kan være svært at finde en grøn plet eller en ledig bænk at slå sig ned. Der mangler grønne områder i København, og hvis de skjulte vandløb bliver åbnet, vil det skabe flere grønne byrum, som københavnere kan opholde sig i, siger hun.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling