I august 2024 kom det frem, at baron Johan Wedell-Wedellsborg havde planer om at nedrive palæet Smidstrupøre ved Rungsted Kyst.
Nu er den plan droppet, skriver blandt andre Berlingske.
Hørsholm Kommune har modtaget en ansøgning om istandsættelse af ejendommen, som ifølge kommunens administration er “i meget ringe stand” efter at have stået tom i næsten 40 år.
“Derfor foreslår ansøger at huset skilles ad, og alle tavl (murede felter) i bindingsværket fjernes og huset systematisk skilles ad. Denne løsning er en klassisk måde at håndtere bindingsværk på, når man igennem tiden har skulle foretage større istandsættelser af sådanne ejendomme”, fremgår det af dagsordenen til et kommende møde i Byudviklingsudvalget.
“Ansøger foreslår, at ejendommen istandsættes efter Huset i Huset princippet og skaber et nyt tidssvarende indre, som tilpasser sig det 21. århundredes behov og lovgivningsmæssige krav. Samtidig med at det har en ydre fremtoning som det oprindelige byggeri. Med denne løsning vil bebyggelsen fortsat bære kulturarven videre”, fremgår det videre.

Johan Wedell-Wedellsborg vil desuden udvide bygningen med et orangeri og tilbygning i gavlen på den sydlige fløj samt en ekstra etage nordlige fløj. Til gengæld skal en tilbygning 1966 fjernes.
De planer kræver dispensationer fra den gældende lokalplanen, og administrationens anbefaling er, at der gives tilladelse til de ansøgte dispensationer.
“Det er administrationens vurdering, at de ansøgte udvidelser og foreslåede ændringer i det ydre sker med respekt for bygningens oprindelige arkitektur og historiske værdi. Desuden vil istandsættelsen genoprette bebyggelsens oprindelige udtryk og tilbygningerne der er tilføjet, igennem årene vil blive erstattet af tilbygninger der harmonere med og understøtter det arkitektoniske udtryk”, lyder det i dagsordenen.
I forbindelse med projektet samarbejder Johan Wedell-Wedellsborg med Sino som bygherrerådgiver, Over Byen Arkitekter som restaureringsarkitekt, Andersen & Sigurdsson Arkitekter som hovedarkitekt, samt KI Rådgivende Ingeniører og landinspektører fra Skel.dk.
Bygningen er oprindeligt tegnet af arkitekt Carl Brummer og opført i 1917. Ejendommen var i en årrække ejet af Stig Husted-Andersen, som efterlod den til sine tre døtre Deirdre, Alexandra og Stefanie Husted-Andersen. De solgte den i en selskabshandel til Johan Wedell-Wedellsborg i 2023.