Boligmarkedet fortsætter sin beherskede bedring, lyder det i en pressemeddelelse fra Home, der har kigget nærmere på nye tal fra Realkredit Danmark. Tallene er renset salgstallene for sæsonudsving, så man kan sammenligne på tværs af månederne.

Opgørelsen fra Realkredit Danmark viser, at den sæsonkorrigerede handel med parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse steg fra 5.140 styk i marts til 5.295 i april, hvilket svarer til en fremgang på 3 procent.

I sig selv er det tæt på en sidelæns bevægelse fra marts til april, men det var femte måned i træk med stigende aktivitet på boligmarkedet. Set siden aktiviteten ramte bunden i november 2022, er den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steget med næsten 30 procent, lyder det fra ejendomsmæglerkæden.

Mest fremgang er der på markedet for ejerlejligheder, hvor aktiviteten renset for sæsoneffekter er steget med næsten 50 procent siden november.

Fremgangen var noget mere behersket på sommerhusmarkedet, hvor aktiviteten “kun” er steget med 17 procent i samme periode, skriver Home.

LÆS OGSÅ: HUSPRISERNE STABILISERER SIG I 2024

– Sommerhusmarkedet er normalt både mere lyst- og sæsonbetonet end handlen med helårsboliger, men især under Corona var sæsonudsvingene mere eller mindre udviskede, og interessen for sommerhuse fortsætter med at overraske, udtaler boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Trods den pæne fremgang i antallet af handler skal de tages med et gran salt, lyder det fra Realkredit Danmark.

– Boligsalget er stadig markant lavere, end den har været i de forgangne år. Vi skal tilbage til januar 2015 for at finde et lavere samlet boligsalg, og ser vi i forhold til 2019 og før pandemien, så er vi 20 procent under dette niveau, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Fremgangen understreges dog af, at det ikke kun er handlen med boliger, der er i bedring, påpeger han – også boligpriserne har haft pil op ad på det seneste.