Blue Capital sælger to fastfood-ejendomme i Sønderjylland

Blue Capital har solgt en Burger King i Haderslev og en Sunset Boulevard i Rødekro. Selskabet betegner fastfood-kæder som en overset succes i detailsektoren.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Sunset Boulevard i Rødekro. Foto: Casper Janning.
Sunset Boulevard i Rødekro. Foto: Casper Janning.

To ejendomme med Burger King i Haderslev og Sunset Boulevard i Rødekro er blevet overtaget af private investorer. Bygningerne blev sendt på markedet af Blue Capital, som siden 2010 har stået bag næsten 90 ejendomsprojekter for knap 3 milliarder kroner og med detailhandlere og restauranter som lejere. Det skriver projektudbyderen i en pressemeddelelse.

– Selv om dele af detailbranchen er udfordret af især høj inflation og tilbageholdne forbrugere, så er fastfood-kæderne faktisk en overset succes. De klarede sig godt gennem det lange coronaforløb og formåede endda at få fat nye kundegrupper, og flere af dem er i fuld gang med at ekspandere. De har generelt økonomisk stærke koncerner i ryggen og vil gerne indgå lange lejekontrakter, fordi de tænker langsigtet, udtaler Nicolai Ravn Andersen, der er investeringschef i Blue Capital, i meddelelsen.

Sunset Boulevard har indgået en lejekontrakt på 15½ år, Burger King på hele 20 år. De to projekter blev udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er, hvor op til 10 investorer går sammen, oplyser Blue Capital.

– Vores typiske investorer er velhavende private, som foretrækker at investere i færdige ejendomsprojekter med solide lejere på lange kontrakter og med god beliggenhed. Som regel oplever vi stor interesse fra lokalområdet, når vi udbyder projekter – folk vil gerne kunne følge med i den ejendom, de bliver medejer af, udtaler Nicolai Ravn Andersen.

Burger King i Haderslev. Foto: Casper Janning.
Burger King i Haderslev. Foto: Casper Janning.

Ejendommen i Haderslev er på 302 kvadratmeter, som stod klar til Burger King i 2017. Inklusive grunden på godt og vel 1.900 kvadratmeter tæt på centrum af købstaden blev projektet udbudt til 16,2 millioner kroner, og det var udsolgt i løbet af én uge.

Projektet i Rødekro blev udbudt til 17 millioner kroner og blev udsolgt på få uger. Det omfatter selve Sunset Boulevard-ejendommen fra 2018 på 385 kvadratmeter og et solcelleanlæg på taget. Grunden på knap 2.400 kvadratmeter ligger tæt på afkørslen fra E45-motorvejen, og Tesla står for at drive 10 ladestationer.

Blue Capitals projektmodel omfatter at finde placeringer, der sikrer lejerne i ejendommene et solidt kundeunderlag. For eksempel ligger Burger King i Haderslev tæt på både Aldi, Føtex, Meny og Circle K – desuden er flere større boligbyggerier på vej i byen. Sunset Boulevard i Rødekro ligger ved afkørslen fra E45-motorvejen med 25.000 daglige køretøjer i gennemsnit. I samme område ligger Burger King, McDonald’s, 7-Eleven, tankstationerne Circle K og Shell samt storbutikker som Biltema, T.Hansen og Harald Nyborg.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling