Bo-To Ejendomme i Vejle. Foto: Google.
Bo-To Ejendomme i Vejle. Foto: Google.

Det vejlensiske ejendomsselskab Bo-To Holding har for første gang rundet en milliard kroner i egenkapital.

Det skriver VAFO.dk.

Det fremgår desuden af selskabets regnskab for 2025, hvor egenkapitalen ved årets udgang opgøres til 1,012 milliarder kroner.

Selskabet, der ejes af Bo Svenningsen og Tomas Kjær Andersen, har i 2025 haft et overskud før skat på knap 79 millioner kroner mod godt 70 millioner kroner i 2024.

Efter skat lyder i 2025 resultatet på knap 84 millioner kroner mod godt 55 millioner kroner året før.

Bo-To ejer og udlejer mere end 2.000 boliger, og selskabet har haft en udlejningsprocent på over 95 procent. Ifølge ejerne har faldende renter gennem 2025 også bidraget positivt til årets resultat. Selskabets ejendomsportefølje er bogført til en værdi på cirka 2,7 milliarder kroner.

– Vi har bevidst været meget konservative, når det gælder værdiansættelsen af vores ejendomsportefølje, som vi har nedskrevet med 35 millioner kroner. Når det i regnskabet alligevel ender med et plus på 45 millioner kroner, hænger det sammen med, at vi i det forløbende år har brugt et stort millionbeløb på forbedringer og renoveringer af vores mange lejemål, siger Tomas Kjær Andersen til VAFO.dk.

Bo-To har i de seneste fem år haft et samlet overskud på knap 588 millioner kroner før skat.

Selskabet har valgt at investere uden for de største byer og har ejendomme i en lang række jyske byer samt i blandt andet Skagen. Strategien er ifølge ejerne at opnå et højere afkast i mindre og mellemstore byer frem for at købe dyrere ejendomme med lavere afkast i storbyerne.

I 2025 investerede Bo-To i nye ejendomme for 130 millioner kroner, og allerede i januar 2026 har selskabet købt ejendomme for yderligere 92 millioner kroner. Ejerne forventer at fortsætte opkøbene, hvis de kan finde ejendomme med et tilfredsstillende afkast.

For 2026 forventes et primært driftsresultat fra ejendomme før ekstraordinær​vedligeholdelse på et uændret niveau i forhold til 2025 på 100-110 millioner kroner.

Årets resultat før dagsværdireguleringer og skat for 2026 forventes ligeledes at lægge på uændret niveau i forhold til 2025. 

Tilmeld Nyhedsbrev