Boligbyggerier i Sønderborg og Gråsten til salg for 108 millioner

På Torvet i Ulkebøl i Sønderborg er 46 lejligheder sat til salg for 44 millioner kroner, mens en ejendom i Gråsten er til salg for 64 millioner kroner.

Det tidligere gigthospital på Toldbodgade i Gråsten. Foto: Klimadatastyrelsen.
Det tidligere gigthospital på Toldbodgade i Gråsten. Foto: Klimadatastyrelsen.

Rækkehusbebyggelsen på Torvet i Ulkebøl i Sønderborg er nu sat til salg til en pris på 44 millioner kroner hos Nordicals.

Det skriver JyskeVestkysten.

Ejendommen består af 46 lejeboliger med mellem to og fire værelser i ét plan og ligger op ad Stenbjergparken på grunden, hvor Ulkebøl Centret tidligere lå.

Det gamle og stærkt nedslidte butikscenter blev sat til salg i 2019 for 2 millioner kroner og blev året efter købt af ejendomsselskabet Grønnely. Selskabet omdannede området til boliger og indrettede samtidig lejligheder i en tidligere børnehave ved hjørnet af Agtoftsvej og Torvet.

Kort efter indflytningen i sommeren 2021 opstod der kritik fra flere beboere, som mente, at kvaliteten ikke stod mål med huslejen. Kritikken handlede blandt andet om revner i væggene, buede lofter og gulve, mangelfuld ventilation og utætheder i taget. Lignende problemer blev senere nævnt i forbindelse med andre ejendomme med samme ejer.

Grønnely eksisterer i dag ikke længere som selskab. Ejendommen i Ulkebøl ejes nu af selskabet Torvet 1-9, hvor Kristian Blak er direktør.

Han var tidligere en del af Grønnely. Ifølge tinglysningen overtog selskabet ejendommen i 2022 for knap 54 millioner kroner, og det seneste regnskab viser et underskud på 6,5 millioner kroner før skat.

Samme ejer har for nylig også sat det tidligere gigthospital i Gråsten til salg, hvor udbudsprisen er 64 millioner kroner. Det gamle sygehus, som Grønnely i 2021 købte af Freja Ejendomme for 67,6 millioner kroner, er også blevet omdannet til lejeboliger. Hovedbygningen med udsigt over vandet og lystbådehavnen er opført i 1883 som kurhotel.

Tilmeld Nyhedsbrev