Boligejendomme i Aalborg solgt for 20 millioner

Efter 35 år med samme ejer skifter 16 boliger med tilhørende garager og parkeringspladser hænder i en handel til 20 millioner kroner.

Ejendommene på Svendsgade 6-8 i Vestbyen i Aalborg er blevet solgt. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Ejendommene på Svendsgade 6-8 i Vestbyen i Aalborg er blevet solgt. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Efter 35 år med samme ejer skifter ejendommene på Svendsgade 6-8 tæt på Sygehus Nord i Aalborg nu hænder.

De to centralt beliggende boligudlejningsejendomme er solgt for knap 20 millioner kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget af ejendommene.

Navne på køber og sælger fremgår ikke, men ejendommen har ifølge de offentlig registre siden 1990 været ejet af et interessentskab med Lis Kristoffersen og Per Dyhrmann Thomsen som reelle ejere.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Ejendommene ligger i Vestbyen på en sidegade til Reberbansgade og omfatter samlet 1.740 kvadratmeter. Her er 16 boliger, fire garager, syv parkeringspladser, et baghus og en fælles gård.

– Svendsgade har en beliggenhed, som mange lejere efterspørger, udtaler Michael Stilling, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

– Her bor man tæt på både byliv, indkøbsmuligheder og Aalborgs mange caféer og restauranter, samtidig med at de rekreative områder i Vestbyen ligger inden for kort afstand.

Salget sker på et tidspunkt, hvor der ifølge EDC er stigende interesse for boligudlejningsejendomme i Aalborg. Særligt ejendomme med central beliggenhed og et stabilt lejepotentiale er eftertragtede blandt investorer.

Ejendomsmægleren peger desuden på, at Vestbyen har gennemgået en markant udvikling de senere år, mens udviklingen af Spritten efter vurderingen kan gøre området endnu mere attraktivt. Desuden står de gamle sygehusbygninger i nabolaget også over for en forvandling af de helt store.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev