Alabu Bolig tager nu fat på en ny forsøgsordning. I Aalborg skal tomme ungdomsboliger omdannes til familieboliger for at imødekomme lav efterspørgsel og reducere tomgang i boligmassen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra boligorganisationen, der med knap 6.000 boliger er blandt Aalborgs største.
De første boliger er allerede godkendt til omdannelse – og flere er i kikkerten. Nogle boliger kan blive slået sammen, så kvadratmeterne udnyttes bedre.
Ifølge en rapport fra Excometric fra juni 2024 er der for mange ungdomsboliger i Aalborg – 6.500 ud af kommunens 33.000 almene boliger. Faldende optag på ungdomsuddannelser og konkurrence fra private udlejere har gjort mange boliger svære at udleje.

Det mærkes også hos Alabu Bolig, som råder over 1.246 ungdomsboliger i Aalborg.
– Vi står midt i en problemstilling, hvor både lovgivning og beboernes forventninger ændrer sig hurtigt. Derfor skal vi tænke økonomisk ansvarligt, udtaler direktør for Alabu Bolig, Klaus Ringgaard.
– Vi kigger frem i tiden og ser på tendenserne, og de peger på færre kvadratmeter, centralt placerede boliger og sunde indeklimaer. Derfor vil vi sikre, at vores boliger lever op til de forventninger og samtidigt fastholder en overkommelig husleje.
Samtidig arbejder Alabu Bolig med at opgradere eksisterende boliger i samarbejde med en boligstylist. Her er fokus på æstetik, funktionalitet og bæredygtighed.
Flere og flere bor alene, og behovet for mindre familieboliger, som også er velegnet som singleboliger, er stigende. Ifølge Alabu Bolig skal fremtidens boliger derfor være mindre, centralt placerede og med godt indeklima – uden at sprænge budgettet.