Den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse i Danmark endte på 16.735 kroner per kvadratmeter i januar måned, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Det betyder ifølge Boligsiden, at huspriserne faldt med 0,6 procent sammenlignet med december 2023. I kroner og ører svarer det til, at et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter er blevet 14.550 kroner mindre værd i perioden.
Det skriver boligportalen i en pressemeddelelse.
– Som oftest stiger boligpriserne en lille smule eller forbliver uændret fra december til januar, så set i det lys, er det atypisk, at der i år er tale om prisfald. Forklaringen er blandt andet, at boligpriserne omvendt holdt niveauet i december, hvor de ellers plejer at falde. Så der er tale om en slags forskydning af sæsonens vanlige prisfald, udtaler Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Læs også: Voldsom forskel på boligpriserne i Danmark
– Det skyldes, at der i slutningen af 2023 var ekstraordinær meget handelsaktivitet i blandt andet de områder, hvor boligskatterne nu er steget på grund af de nye boligskatteændringer, fordi dem, der nåede at købe og overtage en bolig før årsskiftet, bliver mindre hårdt beskattet i 2024 og fremover. Nu er muligheden for en lavere boligskat ophørt, og det påvirker prisudviklingen på boligmarkedet. Andre steder er boligskatterne nu lavere, som modsat kan have den effekt, at boligpriserne stiger.
Af de fem regioner er det ifølge Boligsiden i Region Nordjylland, at huspriserne er faldet mest fra december til januar med et fald på 1,6 procent. Dernæst følger Region Hovedstaden og Region Midtjylland, som begge har et prisfald på 0,8 procent. I Region Sjælland og Region Syddanmark er huspriserne uændret i perioden.
Prisfald for ejerlejligheder og sommerhuse
Den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder endte på 34.289 kroner per kvadratmeter i januar. Det betyder, at landsgennemsnittet for lejlighedspriserne faldt med 0,7 procent fra december til januar, skriver Boligsiden.
Det svarer til, at en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i gennemsnit blev solgt for 18.640 kroner mindre i januar end i december.
I Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder, landede lejlighedspriserne på 51.389 kroner per kvadratmeter i januar, hvilket ifølge Boligsiden var 0,6 procent lavere end i december måned.
– Særligt for ejerlejlighederne har boligskatteændringerne haft stor betydning, da det gælder for store dele af lejlighedsmarkedet, at boligskatterne nu stiger. Derfor overrasker det ikke, at der her er tale om et prisfald, fordi mange af dem, som købte en ejerlejlighed i januar, har flere udgifter knyttet til lejligheden i form af boligskatter end dem, de købte lejligheden af, siger Birgit Daetz.
Læs også: Bemærkelsesværdig rekord på boligmarkedet i sidste kvartal af 2023
– Derfor har lejlighedskøberne nok forsøgt at få kompensation for de dyrere boligskatter ved at betale mindre for selve lejligheden. Og derfor kunne man også have forventet at se et større prisfald på lejlighedsmarkedet. Dog er udbuddet af ejerlejligheder også faldet den seneste tid, og det kan være med til at holde hånden lidt under priserne.
Det er ifølge Boligsiden sommerhuspriserne, som er faldet mest fra december til januar med et prisfald på 1,3 procent. Dermed lød den gennemsnitlige salgspris for sommerhuse på 22.398 kroner per kvadratmeter i januar.
Se udviklingen i boligpriserne her med tre måneders glidende gennemsnit
Boligtype | Salgspris januar 2024 (kvadratmeterpris) | Månedlig ændring | Årlig ændring |
Villaer og rækkehuse | 16.735 kroner | -0,6 procent | 4,2 procent |
Ejerlejligheder | 34.289 kroner | -0,7 procent | 6,9 procent |
Sommerhuse | 22.398 kroner | -1,3 procent | 1,8 procent |
Tabellen viser den gennemsnitlige salgspris for januar 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenlignes med hhv. december 2023 (månedlig ændring) og januar 2023 (årlig ændring).
Samtlige data i tabellen baserer sig på tre måneders glidende gennemsnit for at sikre statistisk nøjagtighed. Det er disse tal, der danner grundlag for artiklen.
Kilde: Boligsidens Markedsindeks.
Se udviklingen i boligpriserne her uden tre måneders glidende gennemsnit
Boligtype | Salgspris januar 2024 (kvadratmeterpris) | Månedlig ændring | Årlig ændring |
Villaer og rækkehuse | 16.429 kroner | -3,1 procent | 2,2 procent |
Ejerlejligheder | 33.528 kroner | -4,4 procent | 5,2 procent |
Sommerhuse | 21.308 kroner | -7,5 procent | -3,7 procent |
Tabellen viser den gennemsnitlige salgspris for januar 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenlignes med hhv. december 2023 (månedlig ændring) og januar 2023 (årlig ændring).
Samtlige data i tabellen baserer sig udelukkende på salgsdata for de pågældende måneder. Der bør tages forbehold for, at dette øger den statistiske usikkerhed.
Kilde: Boligsiden.