Tina Hedegaard, forretningsdirektør i Nybolig. Foto: PR.
Tina Hedegaard, forretningsdirektør i Nybolig. Foto: PR.

Efterspørgslen på boliger er ifølge en pressemeddelelse fra Nybolig stigende. Med 6.963 solgte boliger i marts, er antallet af bolighandler nu på sit højeste niveau i 10 måneder. Det viser nye tal fra Boligsiden, skriver ejendomsmæglerkæden.

Kigger man på det samlede boligsalg er der tale om en vækst på 24 procent fra februar til marts. Udviklingen gør sig gældende på tværs af alle boligtyper, men har været særligt markant for huse og sommerhuse. I marts lå hussalget således 27 procent højere end i februar, mens sommerhussalget steg med hele 42 procent fra februar til marts.

– Noget af udviklingen er selvfølgelig sæsonbetinget da handelsaktiviteten i foråret normalt er højere end i vintermånederne. Selvom antallet af solgte boliger fortsat ligger et godt stykke under niveauet for coronaårene, ligger efterspørgslen i marts dog et stykke over gennemsnittet for årene 2015-2019. Det siger jo klart noget om, at danskerne i den grad atter har fået appetit på at handle bolig, udtaler Tina Hedegaard, der er forretningsdirektør i Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Nybolig.

Også for ejerlejligheder er efterspørgslen stigende. I marts lå salget af ejerlejligheder 11 procent højere end måneden forinden. Det er dog fortsat 21 procent under gennemsnittet for årene 2015-2019, det vil sige inden corona, hvor boligsalget boomede. Stigningen i boligsalget fra februar til marts kommer i det hele taget fra et lavt udgangspunkt. Antallet af bolighandler hele sidste år var således på det laveste niveau i otte år.

Kigger man på handelsaktiviteten i de første måneder af 2023 kunne noget dog tyde på, at boligsælgerne og boligkøberne har genvundet troen på bedre tider. Faktisk steg antallet af bolighandler fra januar til marts med hele 52 procent.

– Inflationen presser fortsat mange danskere på pengepungen. Samtidig har også renteudviklingen stor betydning for, hvilken udvikling vi kommer til at se på boligmarkedet i den kommende tid. Men ser vi på antallet af bolighandler i øjeblikket, er der i hvert fald god grund til forsigtig optimisme. Det samme er tilfældet, når vi kigger på prisudviklingen, lyder de fra Tina Hedegaard.