Antallet af bolighandler i år har allerede overhalet de foregående to år. Det viser en ny opgørelse over boligsalget i november fra Boligsiden.
I november blev der solgt 7.261 boliger, og året til dato er der solgt 79.560 boliger. Det er 7,8 procent mere end i hele 2022, og 2 procent mere end i hele 2023.
– Der er stadig en måned tilbage af året, så afstanden til de to foregående år kommer til at blive øget yderligere. Vi kommer dog ikke op på så mange boligsalg, som vi så i coronaårene, men vi ligger langt over niveauet i årene op til corona, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser
Antallet af handler faldt fra oktober til november for alle boligtyper. Antallet af både hushandler og lejlighedshandler er faldet med godt 10 procent siden oktober, mens antallet af solgte sommerhuse er faldet med 16,5 procent i samme periode.
– Det er naturligt, at salget faldet i november, og det vil helt forventeligt også falde i december. Alligevel forventer vi en flot afslutning på året, der har overrasket med især mange solgte ejerlejligheder, siger Birgit Daetz.
Lejlighedssalget haler ind på 2023
Mens salget af ejerlejligheder i år allerede har overhalet hele 2022, mangler der stadig et sidste nyk for at passere det samlede handelstal for 2023. I år er der til og med november solgt 361 færre lejligheder end i hele 2023.
Læs også: Mægler: Så meget stiger boligpriserne frem mod 2030
– Salget skal gå helt i stå i december, hvis vi ikke også skal overhale 2023. Det lå ikke i kortene, at det ville gå sådan her. Bortset fra januar sidste år, som også havde en lidt sløj start, skal vi tilbage til 2013 for at finde en januar med under 1.000 lejlighedssalg, siger Birgit Daetz.
I januar i år blev der solgt 976 lejligheder, men allerede fra februar kom lejlighedssalget op i gear, og lå på et normalt til højt niveau resten af året. Det toppede i oktober med 1.774 solgte ejerlejligheder.
Udvikling i antal handler fordelt på boligtyper
Boligtype | Antal handler i november | Månedlig ændring | Antal handler janunar-november | Ændring i forhold til januar-december 2023 | Ændring i forhold til januar-december 2022 |
Villaer og rækkehuse | 4.370 | -10,4 procent | 48.735 | 3,3 procent | 8,8 procent |
Ejerlejligheder | 1.586 | -10,6 procent | 15.396 | -2,3 procent | 9,1 procent |
Sommerhuse | 694 | -16,5 procent | 8.797 | 6,8 procent | 9,5 procent |
Alle boligtyper | 7.261 | -10,8 procent | 79.560 | 2,0 procent | 7,8 procent |
Tabellen viser antallet af solgte boliger i november 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenholdes med oktober 2024 (månedlig ændring) og det samlede boligsalg fra januar til november i 2024. ”Alle boligtyper” dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden.