Antallet af studerende i Sønderborg er steget, og derfor er der fyldt op på kollegier og ungdomsboliger i Sønderborg. Nu skal der opføres 50 midlertidige studieboliger i Sønderborg. Foto: Sønderborg Kommune.
Antallet af studerende i Sønderborg er steget, og derfor er der fyldt op på kollegier og ungdomsboliger i Sønderborg. Nu skal der opføres 50 midlertidige studieboliger i Sønderborg. Foto: Sønderborg Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Syddansk Universitet (SDU) oplyste i maj 2023, at søgningen til den nye uddannelse i Software Engineering var noget højere end oprindelig forventet. Det medførte, at universitetets forventninger til optaget på SDU Sønderborg i september 2023 steg med 75 studerende i forhold til september 2022.

Der er aktuelt cirka 100 studerende på venteliste til en studiebolig, og derfor har StudieBolig Syd forespurgt til kommunens mulighed for at finansiere etableringsudgifter på 2,7 millioner kroner til 50 midlertidige studieboliger til et pavillon-byggeri ved Sønderskov-kollegiet i Sønderborg. Der kan skaleres op til 150 ekstra ungdomsboliger, hvis behovet opstår.

I forvejen arbejdes der i Sønderborg Kommune sammen om at etablere yderligere 400 nye permanente studieboliger inden 2027, heraf arbejdes der med de første 200 på den tidligere DSB-grund ved Mejeriet i Sønderborg.

– I Sønderborg Kommune har vi gennem længere tid samarbejdet med StudieBolig Syd om at finde midlertidige studieboliger, blandt andet i samarbejde med boligforeningerne, som har betydet midlertidig indkvartering for nogle studerende i Nørager. Andre har fået tildelt et værelse på EUC Syds skolehjem.  Men det er langt fra nok for at løse det akutte og positive problem, og derfor har Økonomiudvalget sagt ja til at finansiere etableringsomkostningerne, siger Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: SØNDERBORG KOMMUNE VIL SÆLGE GRUND TIL KOLLEGIE-BYGGERI

Sønderborg Kommunes støtte til etablering af studieboligerne er betinget af, at eksterne aktører støtter projektet med bidrag til driften. StudieBolig Syd er i dialog med eksterne aktører omkring støtte til driften af de midlertidige studieboliger i en periode.

Etableringsomkostningerne dækker klargøring af grunden, etablering og installation af forsyningsledninger, belægning og videoovervågning samt transport, levering og opstilling af boliger. Kommunen har hjemmel til at yde bidrag til etablering af midlertidige studieboliger almenboligloven, men kommunen må ikke yde støtte til den løbende drift over en længere periode.

– Det er et rigtig godt, midlertidigt tilbud til de studerende, fordi det er nye og gode boliger, der ligger centralt i Sønderborg og ved siden af et eksisterende kollegie, hvor de nye beboere kan gøre brug af kollegiets fællesfaciliteter som f.eks. vaskeri, cykelopbevaring, festlokaler m.m. Og så vil det afhjælpe en stor del af boligproblematikken for de studerende i den nærmeste fremtid.  Med lidt held kan vi udsende boligtilbud – på disse boliger – snart, og de resterende på ventelisten forventer vi kan finde en bolig ved private udlejere, boligforeninger med videre, udtaler Niels Møller, der er direktør for StudieBolig Syd.

StudieBolig Syd opfører de midlertidige boliger som modulbyggerier. Boligselskabet arbejder med en plan om, at boligerne skal være klar til indflytning henholdsvis den 15. september og den 1. oktober 2023. Boligerne forventes anvendt i to-tre år.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling