Plan for Adelgade i Skanderborg offentliggjort. Visualisering: Lytt Arkitekter.
Plan for Adelgade i Skanderborg. Visualisering: Lytt Arkitekter.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune har vedtaget, at arbejdet med de skitseforslag, der danner ramme om udviklingen af Adelgade i Skanderborg midtby, skal fortsætte efter en række overordnede principper. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det er Lytt Arkitekter, der står bag skitseforslagene. Projektet omfatter Adelgade Syd fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Vestergade. Projektet forventes endeligt afsluttet i 2025. Tidligere er der sker en forbedring af Adelgade på strækningen Mindet til Ole Lund Kirkegaards Stræde.

– Vi har nu fastlagt nogle overordnede principper for, hvordan Adelgade skal udvikles. Det bliver en utrolig spændende proces, hvor vi sammen med borgere, handlende og Midtbynetværket ser frem til at komme i gang med at få skabt en moderne, funktionel og hyggelig bymidte, udtaler kommunens borgmester Frands Fischer (S) i meddelelsen.

Midtbynetværket, som består af repræsentanter fra Cityforening, Foreningen Skønnest ved Skanderborg, Kulturhuset, Handicap- og psykiatrirådet samt Grundejerforeningen i midtbyen, har været involveret i arbejdet med skitserne og principperne indtil videre. Jens Juhl, der er formand for Cityforeningen og indehaver af Chokoladefabrikken, giver i pressemeddelelsen udtryk for, at Cityforeningen ser positivt på de overordnede principper, der nu er besluttet.

– Blandt andet fordi vi får mulighed for at skabe gågademiljø med boder og udeservering på aftalte dage. Adelgade trænger til et løft, og timingen med de mange boligprojekter i midtbyen gør, at den øgede købekraft går hånd i hånd med fornyelsen af gaden, udtaler Jens Juhl.

Der er afsat 11,5 millioner kroner, men det rækker ikke nødvendigvis til hele det skitserede projekt. Finansieringen af eventuelle merudgifter vil derfor indgå i prioriteringsdrøftelserne i forbindelse med de kommende års budgetforhandlinger. Desuden skal det undersøges, om der kan fondsfinansieres elementer i byrummet og i indretningen af Adelgade.

– At principperne nu er politisk vedtaget betyder, at vi ikke skal bruge tid og kræfter på eksempelvis at diskutere, om Adelgade skal lukkes helt for trafik eller ej. Principperne er besluttet og ligger fast. På den måde kan vi nu begynde arbejdet med selve indretningen af gaden. Vi får brug for alles ønsker og input til, hvilket gulv, kunst, planter og møbler, gaden skal have, så vi skaber en fælles midtby sammen, siger Frands Fischer.

Du kan høre nærmere om projektet for Adelgades sydlige del, de overordnede principper, stille spørgsmål og ikke mindst komme med ønsker til udformningen, når projektets medarbejdere fra Skanderborg Kommune deltager til Lys Nat i Skanderborg fredag den 28. april, skriver kommunen.

De overordnede principper for udvikling af Adelgades sydlige del

  • Adelgade skal være en smukkere gade og den særlige Skanderborg-identitet, skal gøres tydelig i gadens udtryk.
  • Adelgade ensrettes fra nord mod syd på strækningen fra Ole Lund Kirkegaards Stræde til Alléen, og kørebanen skal udrettes til et lige forløb placeret midt i gaden.
  • Cyklerne kører på kørebanen med ensretningen, men på en selvstændig cykelsti modsat kørselsretning.
  • Asylgade ensrettes fra Adelgade mod Parkvej.
  • Der bliver lommer til parkering og vareindlevering i Adelgades vestlige side. Lommerne kan også anvendes til stadepladser, og der bliver mellem 6 og 13 parkeringspladser.
  • Hastigheden skal være lav i Adelgade. Derfor etableres med jævne mellemrum hævede flader, som kan sænke hastigheden, øge trygheden og skabe gode muligheder for, at fodgængere kan krydse på tværs.
  • For at give Adelgade et smukkere og mere ”gågadelignende” udtryk vælges belægninger som samler gaderummet fra facade til facade. Typen af belægning er ikke besluttet.
  • Der skal plantes flere træer og laves bede, så Adelgade bliver hyggeligere at opholde sig i.
  • På fortovene indrettes zoner som kan anvendes til eksempelvis ophold/leg, udeservering, bodvogne, oplevelser, begrønning og cykel-parkering.
  • Adelgade skal være tilgængelig og handicapvenlig.
  • De nye belægninger og beplantninger skal på sigt kunne genfindes i den nordlige del af Adelgade og på de tilstødende gader og byrum.

Kilde: Skanderborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling