Borgmesterkandidat vil have kortere snor i By & Havn

Gennem to-årige udviklingsplaner for By & Havn vil politiker have større demokratisk kontrol med byudviklingen i København.

Det Radikale Venstre i København vil have kommunen mere på banen, når der skal udvikles nye byområder.

De foreslår derfor en ny styringsmodel for selskabet By & Havn, som blandt andet står bag udviklingen af nye bydele som Nordhavn, Sydhavn og Ørestad.

Timingen for forslaget er ikke tilfældig, fortæller partiets spidskandidat og medlem af Økonomiudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget, Christopher Røhl.

– Først og fremmest ligger der en anledning i øjeblikket, fordi vi i forbindelse med aftalen om Lynetteholms infrastruktur og byudvikling jo har aftalt, at der skal kigges på, hvordan By & Havn er organiseret. Og det kan man selvfølgelig godt gøre ved at fokusere alene på denne nyudvikling, men vi synes, at det er en god anledning til at kigge på hele indretningen af, hvordan By & Havn er organiseret, også i forhold til eksisterende og kommende byudviklingsprojekter, siger Christopher Røhl.

– Så det er i virkeligheden for at give hele selskabet en ordentlig omgang, nu hvor der bliver givet en anledning til det. Og en af de ting, som tit kommer op, når man snakker om By & Havn som udviklingsselskab, det er jo, hvordan vi har fået mindre og mindre demokratisk kontrol med det, og hvordan det ofte er defineret – som det jo også skal være – efter markedsvilkår. Og det synes vi er problematisk, når stadig flere af byens områder kommer ind under udviklingsselskabet.

Det Radikale Venstre understreger, at By & Havn har spillet en afgørende rolle i udviklingen af byen og finansieringen af metroen. I medlemsforslaget påpeger partiet dog, at modellen, hvor grundsalg finansierer metroen, også har svagheder.

Derfor foreslår partiet blandt andet, at politikerne skal have øget demokratisk kontrol med By & Havn gennem to-årige udviklingsplaner, der skal vedtages af borgerrepræsentationen. Hvert andet år skal der laves en udviklingsplan, som “skal indeholde konkrete målsætninger, som By & Havn forpligter sig til at opfylde, efter planen er godkendt politisk”.

Derudover vil Radikale have undersøgt, hvilke myndighedsopgaver By & Havn i dag sidder med – og om nogle af dem i stedet bør føres tilbage til kommunen for at skabe mere gennemsigtighed og politisk styring. Aktuelt sidder tre medlemmer af borgerrepræsentationen i bestyrelsen i By & Havn.

– Det er blevet mere og mere omfattende sager og spørgsmål, de sidder og behandler i den bestyrelse. I Det Radikale Venstre synes vi, at der er et behov for, at vi allesammen i højere grad bliver inddraget i det arbejde, end vi gør i dag, understreger Christopher Røhl.

Målet med forslaget er blandt andet at få flere forskellige boligformer ind i udviklingen af København og generelt bedre styr på, hvem der egentlig bestemmer i byudviklingen.

Med Planloven i hånden kan kommunen i forvejen stille krav om almene boliger i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner.

– Det er i virkeligheden de andre boligformer, som københavnerne også efterspørger, som vi vil prøve at løse med dette forslag, siger Christopher Røhl og nævner andelsboliger og ejerboliger.

Københavns Kommune er underlagt de samme juridisk rammevilkår, som foreskriver, at byggegrunde alt andet lige skal sælges til markedsprisen.

– Men vi har stadigvæk en større styring med, hvem vi skal sælge til. Altså om det eksempelvis skal laves til andels- eller ejerboliger frem for lejeboliger, som er det, By & Havn primært sælger efter, siger Christopher Røhl.

– Det er rigtigt, at der noget hen ad vejen vil være nogle krav til, hvad vi kan sælge arealerne for, men vi kan stadigvæk gå ind og tage en lidt større kontrol.

Samtidig skal By & Havn også i højere grad hjælpe med at udvikle de eksisterende bykvarterer og ikke kun fokusere på de nye havneområder.

Eksempelvis lægges der med forslaget op til, at By & Havn skal opkøbe og omdanne eksisterende bygninger for at øge boligudbuddet og passagergrundlaget for den kollektive trafik.

Samtidig håber Det Radikale Venstre, at forslaget kan bane vejen for flere alternative boligtyper i hovedstaden.

– Hvad er muligheden for at kunne give mere plads til byggefællesskaber i frasalg? Og vil vi kunne sætte kommunens likviditet og øvrige økonomi ind for at understøtte finansieringen af de boligformer? Det er også noget det, vi gerne vil have undersøgt med vores medlemsforslag, siger Christopher Røhl.

Forslaget forholder sig til gengæld ikke til den overordnede fysiske og arkitektoniske udvikling af Københavns nye bydele.

– Det er helt sikker noget, vi tænker, vil kunne komme ud af den drøftelse, som vi forsøger at starte.

Politikerne i borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslaget den 30. april.

– Hvis ikke vi gør dette og rejser dette forslag nu, så vil muligheden for at påvirke By & Havns udvikling hurtigt være kørt fra perronen og være dikteret af Finansministeriet, når de skal udforme denne nye lovgivning, slutter Christopher Røhl.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling