Børsen blev opført i 1620’erne som handelsbygning af Christian den 4. Den er tegnet af af arkitekterne Lorenz van Steenwinckel og Hans van Steenwinckel og er blandt de mest fremtrædende bygninger i København.
Nu er det ikoniske spir knækket, og røg stiger op fra den en historiske bygning på Slotsholmen. Den ikoniske bygning er brændt.
Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune ønsker samtlige borgmestre, at bygningen bliver genoprettet.
Der fremgår af en fælles udtalelse fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø), børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C), sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) og socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø).
“Det er en helt forfærdelig dag. Børsen er ikke bare en vigtig del af hele Danmarks kulturhistorie. Bygningen repræsenterer så meget mere, ikke mindst håndværksmæssig kvalitet og traditioner. Alt det står nu i flammer. Derfor vil Københavns Kommune også gøre alt, hvad vi kan og må for at understøtte, at den gamle Børs bliver genopbygget. Bygningen er simpelthen vital for København og hele Danmarks kulturhistorie”, udtaler borgmestrene.
”Det er vigtigt, at vi som samfund – privat, offentlig, virksomheder og institutioner – nu arbejder sammen om at få genrejst den ikoniske bygning. Vi vil derfor række ud til Dansk Erhverv og gå i dialog om, hvad vi kan gøre. Vi kan ikke undvære Børsen. Det er nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af. For byens og hele Danmarks historie.”
”Vi vil desuden takke beredskabet og alle de frivillige, der er trådt til, for deres indsats. De gør et fantastisk og vigtigt arbejde.”
Det var ifølge Københavns Kommune Christian den 4’s ønske at få opført et tårn på toppen af Børsen med spir af bly med fire drager med sammensnoede haler. Dragerne skulle beskytte Børsen mod fjender og ild. Det er lykkedes – indtil i dag.
Der er endnu ikke et fuldt overblik over skadesomfanget, oplyser Københavns Kommune.