Carina Cappelen Arup tiltræder den 1. marts som ny HR-direktør hos Bravida Danmark, oplyser teknikentreprenøren i en pressemeddelelse.
I forbindelse med Carina Cappelen Arups tiltrædelse forlader Bravida Danmarks nuværende HR og HSE-chef Tinne Bertelsen virksomheden.
– Jeg vil på vegne af Bravida Danmark sende en stor tak til Tinne for hendes indsats. Tinne har igennem hele sin ansættelse arbejdet dedikeret for at sikre de bedste forhold for alle vores medarbejdere. Hun har været med til at bringe virksomheden hen, hvor den er i dag, og det kan hun være stolt af, udtaler Bravida Danmarks administrerende direktør Christian Alsø.
Læs også: Bravida får ny økonomidirektør
Bravida Danmarks nye HR-direktør, Carina Cappelen Arup, er 38 år og kommer med erfaring fra forskellige senior HR-roller i shippingindustrien, hvor hun blandt andet har været chef for People & Culture i Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, senior manager og global HR business partner i Torm samt chef for HR i Ultrabulk.
Senest kommer hun fra en stilling som partner i konsulent- og rekrutteringsbureauet Advised By.
– Jeg ønsker fremadrettet et HR-team, som skal blive en endnu stærkere forretningspartner og -understøttende funktion i takt med vores vækst og udvikling de kommende år. Carina er en stærk tilføjelse til Bravida Danmark og den rigtige til at forløse vores potentiale inden for HR-agendaen. Jeg ser meget frem til at byde Carina velkommen, siger Christian Alsø.
Carina Cappelen Arup har en master i HR fra Copenhagen Business. Nu ser meget frem til at blive en del af Bravida.
Læs også: Bravida samler aktiviteter i Aalborg på ny lokation
– Bravida har et stort potentiale for fortsat at videreudvikle sin position som branchens mest attraktive arbejdsplads – en virksomhed, som udover at tiltrække og fastholde de dygtigste mennesker, også prioriterer medarbejderes udvikling og sundhed, udtaler Carina Cappelen Arup.
– Samfundsansvar igennem bæredygtige løsninger og uddannelse af fremtidens arbejdskraft vil også i stigende grad være vigtig for vores udvikling og er derfor et stort fokusområde.
Carina Cappelen Arup er 38 år og oprindeligt fra Norge. Hun kom til Danmark i 2010. Carina bor i dag i Nordhavn i København med sin mand, Martin og deres fire børn. I sin fritid er hun aktiv og nyder at dyrke motion, særlig løb og skisport.