Brix & Kamp bortviser medarbejder efter forfalsket asbestprøve

Den rådgivende ingeniørvirksomhed har bortvist en medarbejder, som erkender at have forfalsket en asbestprøve i forbindelse med en renoveringssag.

Brix & Kamp er blevet taget af opgaven som arbejdsmiljøkoordinator i forbindelse med en stor renoveringsopgave ved Badehusvej 7-13 i Aalborg for C.W. Obel Ejendomme.

Det skyldes kritik af håndteringen af asbest i forbindelse med arbejdet.

Nu oplyser Brix & Kamp så i en pressemeddelelse, at en af virksomhedens medarbejdere, “egenhændigt har forfalsket et analyseresultat vedrørende en asbestprøve fra december på byggesagen”.

Brix & Kamp oplyser, at uregelmæssigheden blev opdaget en 6. marts, hvorefter en intern undersøgelse blev iværksat.

“Det står nu klart, at der er tale om en bevidst handling begået af en enkelt medarbejder, og det vedrører kun den ene prøve. Medarbejderen er gået til bekendelse her til morgen (den 7. marts, red.). På den baggrund har vi truffet beslutning om øjeblikkelig bortvisning”, skriver Brix & Kamp.

“Vi tager sagen meget alvorligt og har straks taget kontakt til vores bygherre for at drøfte det videre forløb i byggesagen”, skriver den rådgivende ingeniørvirksomhed videre.

Brix & Kamp oplyser, at man nu vil gennemgå sine interne procedurer for at sikre, at en lignende hændelse ikke kan gentage sig.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling