
Byggeriet af et nyt kontorhus omkring 400 arbejdspladser i Vollsmose i Odense er nu officielt sat i gang.
Det blev markeret med første spadestik i dag, oplyser Odense Kommune og AP Ejendomme i en pressemeddelelse.
– Med etableringen af et moderne kontorhus samt kommunale arbejdspladser midt i bydelen går vi forrest i byudviklingen og sender et klart signal om, at Vollsmose er en vigtig del af Odenses fremtid, udtaler borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Det nye kontorhus bliver på cirka 8.500 kvadratmeter og skal primært huse medarbejdere fra Odense Kommune. Der bliver også plads til mindre erhverv i stueetagen. Kommunen har allerede indgået lejeaftale på størstedelen af bygningen.
Projektet er en del af den omfattende omdannelse af Vollsmose, hvor der over de kommende år planlægges investeringer for op mod 10 milliarder kroner. Målet er at udvikle bydelen fra et udsat boligområde til en mere blandet bydel med både boliger, arbejdspladser og byliv.
Kontorhuset bliver et af de første større byggeprojekter i udviklingsplanen for Fremtidens Vollsmose. AP Ejendomme investerer omkring 700 millioner kroner i områdets udvikling som medejer af arealudviklingsselskabet sammen med Odense Kommune og de almene boligorganisationer Civica og FAB.
– Arbejdspladserne i kontorhuset vil være med til at trække liv til området. Vores ambition er, at det kan være med til at give Vollsmose en ny begyndelse og sætte tempo på den videre udvikling, udtaler administrerende direktør Peter Olsson fra AP Ejendomme.
Bygningen opføres i genbrugstegl og skal certificeres til DGNB Guld. Projektet er tegnet af Arkitema, mens Cowi er rådgivende ingeniør, og Nordstern er totalentreprenør. Kontorhuset forventes at stå færdigt i 2028.






















