Byudvikling i Vestbyen i Aalborg til debat

Fra 16. januar til 13. februar afholder Aalborg Kommune fordebat om byudviklingsplanen for Vestbyen. Der afholdes blandt andet på borgermøde.

Vestbyen i Aalborg står i de kommende år overfor en række forandringer og nye tiltag. Blandt andet kommer den nye Plusbus til at køre gennem Kastetvej og Skydebanevej, hvilket vil skabe en ny korridor med mulighed for byudvikling og byfortætning. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen spiller de rekreative områder langs fjorden også en stor rolle i Vestbyen. De forbinder bydelen med fjorden og udgør en vigtig rekreativ forbindelse.

– Det er Aalborg Kommunes ønske at bevare de mange kvaliteter som Vestbyen rummer. Både det maritime med tilknytningen til Limfjorden, det rige foreningsliv, det grønne og det blandede udtryk i gader og bebyggelse. Samtidig skal der dog skabes mulighed for omdannelse af eksisterende og nyt byggeri, tilpasning til klimaudfordringerne samt forbedring af de grønne og rekreative elementer, udtaler rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V) i meddelelsen.

I 2022 blev der gennemført en arkitektkonkurrence om sikring af Vestbyen mod stigende vandstand i Limfjorden. Oversvømmelserne i området ved Kulturbroen har været kendt i mange år, og hvis der ikke gøres noget, vil vandet om nogle årtier nærme sig de beboede områder. Denne omdannelse forventes at starte i 2024 og stå på i en årrække.

Mange nye projekter

Aalborg vokser i disse år, og mange ønsker at bo i Vestbyen, hvor man både er tæt på centrum, fjorden og grønne områder. Der er derfor flere, der viser interesse i byggeprojekter i bydelen.

Af en debatfolder fremgår det, at der er planer om etablering af boliger og erhverv på Limfjordsværftets arealer, ligesom der er tanker om at etablere et fjordklubhus og nedlægge del af gadeparkeringen og bygge et parkeringshus ved Fjordparkerne.

Byudvikling i Vestbyen i Aalborg til debat. Illustration: Aalborg Kommune.
Byudvikling i Vestbyen i Aalborg til debat. Illustration: Aalborg Kommune.

I Mølholmparken er der et ønske om at bygge butikker på erhvervsområdet ved Nordens arealer.

Væddeløbsbanen og rideklubben ønsker at flytte sammen, og det åbner mulighed for, at der eksempelvis kan bygges boliger og et parkeringshus til Vestbyen langs nordsiden af Annebergvej ved travbanen.

Etableringen af Plusbussen kan muligvis bane vejen for boliger og butikker ved Skydebanevej, og efter lukningen af biblioteket ved Haraldslund lufter kommunen muligheden for flere aktiviteter og en tennishal samt måske endda et parkeringshus i området, der ligger tæt på Aalborg Portland Park.

– Tilbage i 2019 blev der afholdt en fordebat, men på baggrund af de mange nye projekter for eksempel langs Annebergvej og Skydebanevej, har vi besluttet at gennemføre endnu en fordebat, hvor disse områder er taget med i den geografiske afgrænsning, siger Jan Nymark Rose Thaysen.

Efter fordebatten vil alle indkomne bemærkninger blive taget med i en samlet fremlæggelse til politisk behandling i By- og Landskabsudvalget. Opsamlingen vil danne grundlag for det videre arbejde med byudviklingsplanen, der forventes afsluttet i slutningen af 2023. I forbindelse med dette revideres kommuneplanen for Vestbyen.

Borgermøde

Tirsdag den 24. januar klokken 1900 i Haraldslund Vand- og Kulturhus på Kastetvej 83. Tilmelding er ikke nødvendig.

Besøg Aalborg Kommunes hjemmeside om Vestbyen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling