AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Catella har indgået en aftale om at sælge Kaktus Towers midt i København. Quantum har købt den samlede ejendom på 26.000 kvadratmeter på vegne af en institutionel investor.

Det oplyser Catella i en pressemeddelelse.

Quantum overtager de BIG-tegnede boligtårne ved Kalvebod Brygge i løbet af andet kvartal 2025.

Transaktionen er baseret på en underliggende ejendomsværdi på godt 1,4 milliarder kroner og forventes at bidrage med knap 175 millioner kroner til Catella efter transaktionsomkostninger, oplyses det.

Kaktus Towers består henholdsvis af to tårne på 24 og 21 etager med i alt 495 lejligheder, designet ud fra et “micro-living”-koncept, der tilbyder boliger på mellem 33 og 53 kvadratmeter. Desuden rummer de to tårne fire erhvervslejemål.

– Kaktus Towers er et spektakulært projekt, som vi er meget stolte af, udtaler Daniel Gorosch, administrerende direktør for Catella Group.

– Alle boliger i ejendommen var udlejet kort efter opførelsen og har siden åbningen i september 2022 oplevet en lejevækst på 15 procent, hvilket er et klart bevis på den efterspørgsel, ejendommen tiltrækker.

I september 2024 blev Kaktus Towers kåret som Europas bedste højhus af en international jury af arkitekter ved CTBUH-konferencen (Council on Tall Buildings and Urban Habitat) i London.

Catella Corporate Finance Denmark, Bruun & Hjejle, BMA og KPMG rådgav sælger i forbindelse med transaktionen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling