Mette Haagensen har de seneste 20 år arbejdet indenfor fast ejendom, herunder som advokat med speciale i fast ejendom hos Galst Advokater, juridisk konsulent hos EjendomDanmark og senest som kundechef og advokat hos Qvortrup administration. Nu er hun startet i en nyoprettet stilling som kundechef og juridisk seniorkonsulent i CEJ Ejendomsadministration, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Ifølge CEJ har Mette Haagensen gennem sin karriere haft mange forskellige kasketter, og hun omtaler sig selv som “murstensadvokaten”.
– Gennem min karriere har jeg beskæftiget mig med alle aspekter af drift af foreningers ejendomme, herunder spørgsmål vedrørende den daglige drift, årets generalforsamlinger eller rådgivning af bestyrelsen om entreprise- eller tvistesager, udtaler hun.
LÆS OGSÅ: CEJ EJENDOMSADMINISTRATION I MARKANT OPRUSTNING
Gennem sine 20 års erfaring med fast ejendom, har Mette Haagensen opnået specialistviden indenfor foreningsret. Nu skal hendes erfaring komme CEJs kunder til gavn.
– Det betyder, at der kommer mere kapacitet til rådgivning på akutte forhold og sager. Min specialistviden og mange års erfaring gør, at jeg hurtigt kan bringe den nødvendige ekspertise på banen, fortæller hun.
Inden Mette Haagensen blev tilbudt stillingen, havde hun allerede et bredt kendskab til CEJ fortæller hun.
– Det er pudsigt, at vi allerede kender hinanden så godt fra starten. Nogle kolleger kender jeg gennem branchen, nogle har jeg undervist, nogle har jeg haft sager for gennem min tid som advokat.
Om CEJ
CEJ er en af Danmarks største private ejendomsadministrationsselskaber med kontorer i både København og Aarhus.
Selskabet er ejet af den danske fond C. E. Jensens Fond og har en portefølje på mere end 1.600 ejendomme, som hovedsageligt ejes af foreninger, professionelle ejendomsinvestorer og pensionsselskaber. CEJ har i dag over 220 medarbejdere.
Kilde: CEJ Ejendomsadministration.