Træ vinder frem i byggeriet, men byggebranchen står overfor strukturelle barrierer, som gør det svært at integrere genbrugstræ i større konstruktioner.
Genbrugstræ kan lige nu ikke dokumenteres for styrke og brandforhold. Uden den dokumentation kan det ikke bruges i primært byggeri.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Building Green og den cirkulære byggevirksomhed Næste.
Ifølge arkitekt Niels Jakubiak Andersen, som er grundlægger og ejer af Næste, er sekundære bygninger derimod et oplagt sted at anvende træet.
– Ikke alt i byggeriet skal nødvendigvis baseres på genbrugsmaterialer, men vi skal i stedet finde bestemte områder, hvor vi ret hurtigt kan skalere det op, udtaler han.
– Alle skure i Danmark kan i princippet bygges med genbrugstræ, og det er en kæmpe mulighed for at reducere brugen af nye materialer. På den måde udnytter vi potentialet i de mange tusind tons træ, der i dag primært ender som spånplader eller biobrændsel. Vi har rigelige ressourcer uden genbrugspotentiale til de formål.

Niels Jakubiak Andersen grundlagde Næste i 2019 for at udfordre den traditionelle opfattelse af skure som simple opbevaringsrum. Næste skaber arkitekttegnede skure, hegn, møbler og plantekasser af genbrugstræ.
Mange forbinder genbrugstræ med dårlig kvalitet, men det er ifølge Niels Jakubiak Andersen en myte.
– I dag bliver rigtig meget kvalitetstræ frasorteret i byggeriet, enten fordi det ødelægges i nedrivningerne eller på grund af småfejl som pletter i overfladen i industriproduktionen. For alvor at kunne genbruge træ i fremtiden, skal vi væk fra idéen om, at alt skal se perfekt ud. I stedet bør vi fokusere på træets funktionalitet og ressourcemæssige værdi, siger han.
Skuret kan udfylde flere funktioner

Niels Jakubiak Andersen ser skurene som en unik mulighed for at skabe oplevelser i menneskes hverdag med arkitektur. De kan fungere som et vigtigt socialt mødested i boligområder. Det kræver dog, at vi tænker anderledes.
– Vi vil gerne ændre folks opfattelse af skure, så de ikke bare ses som praktiske opbevaringspladser, men som rum for fællesskab og godt naboskab, udtaler Niels Jakubiak Andersen.
– Værksted, cykelskur eller affaldssortering er alle steder, hvor mange beboere passerer. Der er en unik mulighed for, at disse skure kan udfylde flere funktioner og udvikle sig til de sociale samlingssteder, vi mangler, både i boligområderne, på arbejdspladserne og i skolerne.
På Building Green i Aarhus Congress Center den 9.-10. april præsenterer Næste en lounge, ”Dit næste mødested”, der fungerer som et mikrokosmos i form af et lille gårdrum med plantekasser, bænke og skure.
Det at komme tæt på og mærke materialerne betyder meget, fortæller Niels Jakubiak Andersen.
– Når man mærker tømmeret, kan man virkelig fornemme kvaliteten. Vi vil gerne give deltagerne både sanselig oplevelse af genbrugsmaterialerne og samtidig vise, hvor stort potentiale skure faktisk har som et socialt mødested, afslutter han.