Comwell rydder op i toppen: Tre kommercielle chefer fratræder

Hotelkæden ændrer den kommercielle ledelse for at forenkle organisationen og få mere fart på den eksisterende strategi.

Peter Schelde, koncernchef i Comwell Hotels. Foto: PR.
Peter Schelde, koncernchef i Comwell Hotels. Foto: PR.

Comwell Hotels ændrer sin kommercielle ledelse markant, oplyses det i en pressemeddelelse.

Kommerciel direktør Michael Hansen, salgsdirektør Peter Hansen og marketingchef Mette Broløs fratræder deres stillinger.

Ifølge Comwell skal ændringen forenkle ledelsesstrukturen og styrke gennemførelsen af koncernens allerede fastlagte strategi. Salg og marketing forbliver centrale funktioner i hotelkæden, men organisationen skal sammensættes anderledes fremover.

– Vi skal forenkle, forbedre og forstærke vores kommercielle indsats, og vi vurderer, at det kræver en anden sammensætning af profiler og kompetencer i den næste fase af arbejdet, udtaler administrerende direktør Peter Schelde.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Comwell har lagt en plan for det videre kommercielle arbejde og vil ansætte en ny kommerciel direktør. Hotelkæden vil først senere melde mere ud om den fremtidige organisation.

I 2025 havde hotelkæden en omsætning på 1,16 milliarder kroner, et driftsresultat på knap 82 millioner kroner, et resultat før skat på 76 millioner kroner og et resultat efter skat på knap 60 millioner kroner. Medtages hoteller, som drives på managementaftaler og som ikke konsolideres, lød omsætningen i 2025 på næsten 1,3 milliarder kroner.

Hotelkæden havde i 2025 en belægningsprocent på 71,4 procent mod 67,4 procent året før.

Kæden råder over cirka 2.500 værelser på tværs af 16 hoteller samt 320 møde- og konferencelokaler og driver desuden de to venues Odeon i Odense og Centralværkstedet i Aarhus.

Desuden har Comwell blandt andet indgået aftale om udvikling og efterfølgende drift af et nyt hotel i Panoptikonbygningen midt i København. Hotellet forventes at åbne i 2028 og vil få 190 værelser samt restaurant og rooftop bar.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev