Concept Living udvider vuggestue i Middelfart

Modulproducenten Concept Living har netop vundet et udbud fra Middelfart Kommune, hvor Børnehuset Kompasset skal udvides. Udvidelsen skal opføres som et permanent præfabrikeret modulbyggeri og giver plads til næsten en fordobling af husets vuggestuepladser.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der er flere vuggestuepladser på vej til Middelfart, hvor en af byens daginstitutioner, Børnehuset Kompasset, skal udvides. Her har modulproducenten Concept Living netop vundet et udbud og skal opføre en udvidelse på 433 kvadratmeter. Det giver plads til 40 nye vuggestuepladser, skriver byggevirksomheden i en pressemeddelelse.

Concept Living, der er søsterselskab til ABC Pavilloner og har hovedkontor i Midtjylland, er ikke en ukendt aktør i branchen. Virksomheden har således stor erfaring med at opføre børne- og uddannelsesinstitutioner i flere af landets kommuner.

– Vi har god erfaring med at samarbejde med kommuner på tværs af landet, hvor vi har bevist, at vi har kompetencerne til at udvikle og opføre velgennemtænkte børne- og uddannelsesinstitutioner, men dette projekt markerer vores indtog i det fynske landskab, siger Kjeld S. Facius, administrerende direktør ved Concept Living.

Flere kommuner oplever i disse år en øget befolkningstilvækst, og hos Middelfart Kommune er trenden ikke anderledes. Kommunen voksede i 2022 med næsten 360 indbyggere, og ifølge kommunens egen befolkningsprognose forventes en stigning i befolkningstallet på 8,1 procent frem mod 2033 med basisår i 2021.

– Vores præfabrikerede moduler sikrer en hurtig byggeproces og ibrugtagning af bygningen, og vi forventer allerede at aflevere vuggestuen i uge 22. Selvom udvidelsen opføres som et permanent præfabrikeret modulbyggeri, er det muligt at ændre på modulerne. Derfor kan den nye tilbygning hurtigt udvides eller flyttes, hvis behovet for vuggestuepladser skulle bevæge sig til andre dele af kommunen i fremtiden, forklarer Kjeld S. Facius.

Børnehuset Kompasset har i forvejen en satellitfunktion med plads til 18 vuggestuebørn. Den nye udvidelse sker som en udbygning af hovedbygningen, der i sin nuværende form er normeret til 90 børnehavebørn og 54 vuggestuebørn. Når Concept Living har leveret modulbyggeriet, bliver der plads til i alt 94 vuggestuebørn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling