Danmarks nye discountkæde, Coop 365discount, åbner endnu en butik i Esbjerg. I dag ligger der en Fakta-butik på Storegade 125. Den bliver revet ned for at gøre plads til den nye Coop 365discount-butik, skriver Coop i en pressemeddelelse.
Den nye butik bliver en halv gang større end den gamle butik, og der anlægges flere parkeringspladser – blandt andet med to el-lade standere. Butikken opføres i teglsten med en overdækning af træ, oplyser Coop videre.
– Vi har spurgt og lyttet til kunderne og skabt en nutidig og relevant discountkæde, som integrerer det som står øverst på kundernes ønskeliste til en dagligvarebutik anno 2022 – kvalitet og nemhed i hverdagen til billige priser. Bagefter har vi testet og raffineret konceptet og er nu klar og glæder os til at åbne Coop 365discount på Storegade, udtaler kædedirektør Thomas Nielsen fra Coop 365discount.
Sidste åbningsdag for den nuværende Fakta forventes at blive den 25. september. Den nye Coop 365discount forventes at åbne til juni 2023.
Ved udgangen af 2022 forventes Coop 365discount at have 200 butikker på landsplan.