Core Hospitality klar med næsten 100 nye hotelværelser i Esbjerg

Med udvidelsen af hotellet i Esbjerg med næsten 100 værelser runder Core Hospitality samtidig 2.094 hotelværelser i Danmark.

Core Hospitality har nu udvidet sit hotel A Place To Hotel i Esbjerg med 97 nye værelser. Dermed råder hotellet nu over i alt 214 værelser mod tidligere 117.

Det skriver hoteloperatøren i en pressemeddelelse.

De nye værelser har tidligere fungeret som lejeboliger, men Heimstaden besluttede i slutningen af 2023 at omdanne en del lejligheder til hotel, da det svenske ejendomsselskab havde svært ved at få udlejet boligerne.

Samme problem har man ifølge Helle Tingberg, hoteldirektør for A Place To Hotel, ikke med hotelværelserne.

– Efterspørgslen i Esbjerg er stigende, og vi oplever et stærkt momentum i byen – drevet af vækst i både erhvervslivet og energisektoren. Med denne udvidelse styrker vi vores position og skaber endnu bedre rammer for både korte og længere ophold, udtaler Helle Tingberg, hoteldirektør for A Place To Hotel.

Annonce

Hotellet henvender sig især til gæster, der bliver i byen i længere tid. Værelserne, som spænder fra 19 til 65 kvadratmeter, fungerer som lejligheder med tekøkken.

Med udvidelsen runder Core Hospitality samtidig 2.094 hotelværelser i Danmark.

Ifølge administrerende direktør Peter Haaber er investeringen i Esbjerg et udtryk for virksomhedens strategi om at satse på byer i vækst.

– Udvidelsen i Esbjerg er et tydeligt eksempel på vores strategi om at investere dér, hvor vækst og aktivitet skaber nye muligheder. Vi tror på, at byens position som energi- og erhvervshub kun bliver stærkere i de kommende år – og vi ønsker at være med til at understøtte den udvikling, udtaler Peter Haaber.

Hotellet planlægger desuden en større rebranding i løbet af 2026, oplyser Core Hospitality.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling