Coronakrisen kan give flere tvangsauktioner

Flere tvangsauktioner på boligmarkedet kan meget vel blive en konsekvens af coronakrisen efter en årrække, hvor antallet har været faldende.

De seneste år er færre og færre boliger endt på tvangsauktion og bare mellem 2018 og 2019 er antallet af boliger, der ender på auktion faldet med næsten 20 procent.

Også i år er antallet af såkaldte førsteauktioner faldet en smule i de første tre måneder i forhold til samme periode sidste år fra 432 til 425, viser tal fra Boliga.dk, som har undersøgt, hvor mange førsteauktioner der er blevet begæret fra januar til marts i 2020 og 2019 fordelt på landsplan og regioner.

Men fremgangen er ikke længere repræsentativ for den situation landet står i lige nu midt i den verdensomspændende coronapandemi.

Det fortæller advokat Thomas Møller Harhoff Kristensen fra Dahl advokatfirma, der specialiserer sig i tvangsauktioner.

– Det faldende antal af auktioner var et udtryk for, at det gik bedre i Danmark på grund af den gode samfundsøkonomi og et lavt renteniveau på realkreditlån. Anderledes går det nu på grund af de negative økonomiske konsekvenser, som Covid-19 frygtes at forårsage, siger han til Boliga.dk.

Tvangsauktioner er som bekendt ofte et resultat af dårlig økonomi og derfor kan det heller ikke udelukkes, at den coronakrisen vil få antallet af tvangsaktioner til at stige, vurderer Thomas Møller Harhoff Kristensen.

– Det kan ikke udelukkes, at nogle af de fremtidige tvangsauktioner sandsynligvis ikke var opstået, hvis vi ikke havde haft den nuværende corona-situation, mens andre tvangsauktioner alligevel var opstået på grund af andre forhold, eksempelvis ejendomme, som er svære at sælge grund af ejendommenes beliggenhed eller personlige forhold hos ejerne, såsom skilsmisse, død, sygdom eller arbejdsløshed. Det sidste er dog stigende på grund af krisen, siger han til Boliga.dk.

Tiden vil vise coronakrisens effekt på antallet af tvangsauktioner

Ligesom mange andre steder i samfundet er landets fogedretter ramt af krisen og befinder sig i et nødberedskab, hvor planlagte auktioner udsættes eller aflyses og selv efter den 14. april 2020 – hvor nogle af regeringens tiltag bliver løsnet op – vil der formentlig stadig være udsættelser.

Det betyder også, at der vil gå noget tid, før man kan se, om antallet af tvangsauktioner bliver påvirket i takt med Coronavirussens indtog i Danmark.

– Når fogedretterne åbner igen, vil det i første omgang være de tvangsauktioner, der er blevet udskudt, der bliver afholdt og som er på baggrund af auktionsbegæringer, der indgivet til fogedretterne inden coronakrisen startede. Auktioner, der er blevet begæret i marts under krisen vil, alt efter hvornår situationen er “under kontrol”, formentlig først finde sted efter sommerferien, siger Thomas Møller Harhoff Kristensen til Boliga.dk.

– Alt i alt befinder vi os i øjeblikket i en usikker situation. Alene fremtiden kan vise størrelsen af de økonomiske konsekvenser, og hvor lang tid coronavirussen vil trække økonomiske spor i samfundet, siger han.

Antallet af tvangsauktioner er faldet mest i Region Midtjylland i årets tre første måneder sammenlignet med samme tid sidste år: her har der være næsten 23 procent færre førsteauktioner med et fald fra 87 til 67.

I Region Sjælland er det også faldet med omkring fem procent fra 132 til 125 , hvorimod antallet af auktioner er steget i Region Hovedstaden med 40 procent fra 27 til 40 – hvorimod antallet et steget i omkring fire procent i både Region Syddanmark og Nordjylland fra henholdsvis fra 112 til 117 og fra 72 til 75 første auktioner.

Se boliger på tvangsauktion her.