Børnehuset Hanen i Roskilde fik før sommerferien en farverig opgradering af bygningens facader.
Før facaderenoveringen var der udarbejdet en detaljeret plan om at integrere flere farver i facaden, så bygningen ikke fremstod grå og kedelig.
Nu er bygningen beklædt med 550 kvadratmeter Planea facadeplader i fibercement.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Swisspearl, som har leveret pladerne.
Udover at fokusere på at skabe en farverig og inspirerende facade, blev der ifølge det lokale firma, Tømrermester Mads Hyllehøj, som stod bag renoveringen af dagtilbuddet, lagt stor vægt på at reducere materialespild.
– Kombinationen af de mange farver, samtidig med der skulle tages højde for den eksisterende facade, resulterede i et mindre puslespil, som krævede grundig opmåling fra tømrerne, for at få alle detaljer til at gå op, lyder det fra Anders Willumsen, som er projektleder i tømrerfirmaet.
– Derfor har det været en stor fordel, at vi har kunnet tilpasse pladerne direkte på stedet – naturligvis på sikker afstand fra børnene. Samtidig har vi kunne anvende afskårne stykker andre steder på facaden, og det har reduceret materialespildet til et minimum.
Ifølge Hans-Christian Eriksen, projektsalgschef hos Swisspearl, er tilpasningsgraden en af de helt store fordele ved at anvende fibercementpladen, Planea, da denne kan tilpasses forskellige ønsker og behov:
– Planea er en alsidig facadeplade, der kan bruges på mange forskellige måder, og udover de 11 faste farver i sortimentet, kan vi også producere facadepladerne med brugerdefinerede farver, forklarer Hans-Christian Eriksen.
Facaderenoveringen blev færdiggjort før sommerferien.