Danica Ejendomme køber en ejendom på Østerbro af Andelsboligforeningen Lørups Ridehus. Foto: PR.
Danica Ejendomme køber en ejendom på Østerbro af Andelsboligforeningen Lørups Ridehus. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Danica Ejendomme er på jagt efter boligejendomme i de større byer. Pensionskassen har netop købt en ejendom på Østerbro i København med 100 lejligheder for knap 300 millioner kroner af Andelsboligforeningen Lørups Ridehus.

Ejendommen overtages den 1. juli 2022, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

– Det er en velholdt og velbeliggende ejendom i hjertet af København, hvor det er attraktivt at bo. Som investor er det også særdeles positivt, at samtlige lejemål allerede er udlejet, så investeringen fra start kan give et positivt afkast til Danicas pensionskunder, udtaler administrerende direktør i Danica Ejendomme Michael Nielsen i meddelelsen.

Købet af de 100 lejligheder kommer kort tid efter at Danica Ejendomme kunne offentligere, at man har solgt fem boligejendomme til Thylander Gruppen for et stort trecifret millionbeløb, og derudover en række erhvervsejendomme – alt i alt salg for cirka en milliard kroner.

– Vores strategi er, at vi på den ene side trimmer vores portefølje og skiller os af med ejendomme, som er for små og tunge at administrere for en stor investor som os og som geografisk er spredt rundt i landet, og på den anden side vil vi gerne øge andelen af især boliger men også erhvervsejendomme i de større danske byer, hvor der er stor efterspørgsel. Det mener vi vil give vores pensionskunder det bedste langsigtede afkast, fastslår Michael Nielsen.

Fakta om ejendommen

– Ejendommen er bygget i 1933

– Ligger på Stockholmsgade og Upsalagade i København Ø, tæt på det grønne område Østre Anlæg og Søerne i København

– 100 lejligheder med en snitstørrelse på cirka 70 kvadratmeter.

Fakta om Danica Ejendomme

– Er en del af Danica Pension, og investerer i ejendomme på vegne af Danicas 800.000 pensionskunder

–  Ejer ejendomme for 38 milliarder kroner

– 31 procent af porteføljen består af erhvervsejendomme. 22 procent består af butikscentre. Boligejendomme og projektbyggerier tegner sig hver især for 21 procent. Af porteføljen ligger 5 procent i udlandet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling