Distribution af træ til Fjernøsten og savværksdrift har været Danish Hardwoods hovedopgave gennem en lang årrække. Her har en af hovedleverandørerne af råtræ været HedeDanmark. Da savværket i slutningen af 2021 nedbrændte var det oplagt, at de to virksomheder forenede deres kræfter.
– Vi har gennem lang tid haft et yderst godt samarbejde med Danish Hardwood om levering af råtræ. Vi er derfor meget glade for, at vi har fået muligheden for at overtage virksomheden på dette tidspunkt. På den måde styrker vi vores råtræsvirksomhed med den direkte distributionskanal til Fjernøsten, siger Steen Vincens Riber, direktør for Skovdivisionen, HedeDanmark, i en pressemeddelelse.
Danish Hardwoods direktør Jens Schou Hansen har været en del af selskabet siden 1984, og han flytter sammen med alle de resterende medarbejdere til HedeDanmarks driftscenter i Sorø, der ligger mindre end 15 kilometer fra den nuværende lokation i Ugerløse.
– HedeDanmark har været en af vores tætteste samarbejdspartnere gennem en årrække, så det er ikke en ukendt virksomhed, vi nu bliver en del af. Sammensmeltningen mellem de to virksomheder giver rigtig god mening, ikke mindst i det konkurrencemættede marked vi er en del af. Jeg ser frem til at fortsætte vores forretninger i Fjernøsten og udvide markedet i Europa sammen med de nye kræfter, der nu tilføres, siger Jens Schou Hansen.
HedeDanmark er i dag en af Danmarks største leverandører af råtræ, og med opkøbet af Danish Hardwood står HedeDanmark væsentligt styrket i den tætte konkurrence.
– Vi er naturligvis rigtigt glade for, at alle de dygtige medarbejdere fortsætter, så leverandører og kunder fortsat vil møde de samme kontaktpersoner og opleve høj service og professionel tilgang til handel med råtræ. Opkøbet vil give os større indkøbsstyrke, og vi vil blive fagligt løftet på håndtering og salg af træ på containermarkedet. Det vil gøre os langt mere attraktive over for de danske skovejere og vil kunne være et brohoved i vores jagt på nye samarbejdspartnere i andre europæiske lande, siger Steen Vincens Riber.
Hededanmark havde i 2021 en nettoomsætning på godt 2 milliarder kroner, mens resultatet landede på 49 millioner kroner. Året var præget af stigende efterspørgsel og stigende priser på råtræ, hvilket medførte høj aktivitet i skovforvaltningen i både Danmark og Baltikum.