Torsdag den 22. maj klokken 16 åbner Boulders dørene til en ny klatrehal midt på Vanløse Torv.
Med sine 2.250 kvadratmeter bliver det landets største og mest alsidige klatrehal, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Vi glæder os helt vildt til at byde folk fra både nær og fjern velkommen i vores nye klatreunivers. Det har været afgørende for os, at hallen er centralt placeret ved Kronen Station, så man nemt kan komme hertil med S-tog, siger Martin Petersen, direktør i Boulders.
Hallen rummer blandt andet en Spray Wall fyldt med greb til fri bevægelse, et blikfangende LED-oplyst Moon Board med adgang til tusindvis af ruter og et interaktivt Kilter Board forbundet til klatrere verden over via en app.
Med tanke på miljøet er klatrehallen i Vanløse bygget med blandt andet bambusvægge, FSC-mærkede materialer og en økologisk café.
– Klatreformen bouldering foregår i dag typisk på lave indendørs klatrevægge med madrasser som faldunderlag, men oprindeligt blev sporten udøvet på naturens klipper og større stenformationer. Vi har bygget klatrehallen med respekt for miljøet og den natur, som har foræret os muligheden for at klatre, lyder det fra Martin Petersen.