I august sidste år blev det udmeldt, at Davidsens Tømmerhandel havde indgået en købsaftale med ejerne af Roslev Trælasthandel om overtagelsen af den jyske kædes fire afdelinger i Skive, Holstebro, Herning og Ikast.
Nu er de første store visuelle forandringer på vej, for snart kommer Davidsen-logoet på facaderne af forretningerne, hvor medarbejderne og den lokale forankring forbliver uændret.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra trælastkæden.
Læs også: Plan for boligprojekt midt i Holstebro ændres
– Vi er meget tilfredse med, at konkurrencemyndighederne har godkendt overtagelsen af Roslev Trælasthandel, og vi har glædet os til at styrke Davidsen i det midtjyske, hvor vi får en central position til glæde for vores lokale kunder i områderne, siger administrerende direktør i Davidsen, Henrik Clausen.
– På sigt bliver varesortimentet udviklet yderligere med fokus på at tilbyde de varer, som efterspørges af vores professionelle kunder i lokalområdet, ligesom man kender det fra resten af Davidsen-kæden, og i fremtiden vil de professionelle kunder naturligvis også få adgang til vores landsdækkende logistikservice.
Lokal kending fortsætter den regionale ledelse
For Davidsen og Roslev Trælasthandel har det været afgørende at bibeholde det lokale kendskab og sikre en glidende integration, og det afspejler sig også i valget af den nye regionsdirektør Jørn Christiansen, som er tidligere direktør og medejer af Roslev Trælasthandel.
– Vi har nået en milepæl med omdannelsen af de fire nye Davidsen-afdelinger, og jeg er enormt glad for at fortsætte rejsen i det midt- og vestjyske, hvor vi stadig vil være tæt på vores trofaste professionelle kunder og de kvalitetsbevidste gør-det-selv folk, siger Jørn Christiansen, regionsdirektør i Davidsen.
Læs også: Byggeri af jysk højhus i 25 etager skydes i gang i foråret 2025
– Med stærke kræfter i ryggen har vi rammerne til at fortsætte den lokale vækst og udviklingen af de fire afdelinger i et marked, som kun er blevet mere konkurrencepræget de senere år og kræver store investeringer i indkøb og logistik, afslutter Jørn Christiansen.
I august offentliggjorde Davidsen yderlige opkøbene af Tømmergaarden og CF Petersen & Søn. Købene forventes gennemført i første halvår 2025.