De dyreste boliger solgt i 2022

Den dyreste villa, det dyreste sommerhus og de dyreste lejligheder i 2022 blev sammenlagt solgt for 150 millioner kroner.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Boliger for 150 millioner kroner har skiftet hænder i årets største villa-, sommerhus- og lejlighedshandel.

Antallet af rigtig dyre bolighandler er i faldet i 2022 – særligt sammenlignet med de to foregående superår på liebhavermarkedet, hvor flere prisrekorder blev slået.

Men det er alligevel blevet til nogle vilde millionhandler på både villa-, lejlighed- og sommerhusmarkedet, som hver især kan bryste sig af at være årets absolut dyreste indenfor hver sin boligtype.*

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

I alt har de største handler – som alle ligger enten i København eller langs kysten i Nordsjælland – nemlig indbragt tæt 150 millioner kroner.

Her er årets største bolighandler

Sommerhus

Det dyreste sommerhus i 2022. Foto: Kortforsyningen.
Det dyreste sommerhus i 2022. Foto: Kortforsyningen.

Årets højdespringer på ferieboligmarkedet blev allerede fundet i januar, da et gennemrenoveret sommerhus på 113 kvadratmeter et par hundrede meter fra vandet i Tisvildeleje, blev solgt for 21,5 millioner kroner efter blot en måned på markedet.

Selvom det måske lyder som en ganske solid salgspris, er der dog stadig langt op til den feriebolig, der holder den historiske danmarksrekord:

Den blev ifølge Boliga.dk indtaget sidste år af et sommerhus på Kystvej i Hornbæk, der blev solgt for svimlende 40 millioner kroner.

Se årets dyreste sommerhushandel her

Lejlighed

Den dyreste lejlighed i 2022. Foto Elbæks Ejendomsmægler.
Den dyreste lejlighed i 2022. Foto Elbæks Ejendomsmægler.

Det er ikke én, men to ejerlejligheder, der deler førstepladsen som årets dyreste lejlighedshandel: Begge to solgt til den snilde pris af 32,5 millioner kroner – som også er det dyreste nogensinde.

Den ene – en næsten 300 kvadratmeter stor bylejlighed tæt på Strøget i København – blev solgt i februar efter en måned på markedet.

Den anden – en omtrent lige så stor lejlighed på Østerbro med udsigt til Østre Anlæg – blev solgt udenom det offentlige marked for samme anseelige pris i august.

Se en af årets dyreste lejlighedshandler her

Villa

Den dyreste villa i 2022. Foto: Home Charlottenlund.
Den dyreste villa i 2022. Foto: Home Charlottenlund.

Sidst – men bestemt ikke mindst – er årets største villahandel god for intet mindre end 60,9 millioner kroner.

Strandvejsvillaen, som ligger i Charlottenlund et par rækker fra Øresunds kyst, kom til salg tilbage i februar for 68 millioner kroner – 20 dage efter var det 438 kvadratmeter store hus solgt.

Der er dog stadig lidt vej til den historiske prisrekord på det danske marked: Den blev ifølge Boliga.dk slået i 2020, da en villa ud til vandet i liebhaverforstaden Vedbæk blev solgt for astronomiske 150 millioner kroner.

Se årets dyreste villahandel her

Boliga.dk har opgjort de dyreste villa-, lejligheds- og sommerhushandler tinglyst i perioden fra den 1. januar til den 21. december 2022 solgt i almindeligt frit salg.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling