Bjert Invest koncernen, som sammen med samarbejdspartnere står bag udviklingen af Design City i Kolding, kan nu fortælle om nye aftaler, som atter skal få bydelen til at vokse.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
– I dag er Design City i Kolding en attraktiv bydel med uddannelsesinstitutioner, campusområde med studieboliger, lejligheder og et dynamisk finanscentrum. Bydelen har taget form gennem godt 10 år, og vi fortsætter med at videreudvikle den med nye projekter, udtaler Martin Jensen, administrerende direktør i Bjert Invest koncernen.
Der er netop indgået aftale om at opføre et B&B Hotel med 107 værelser og et parkeringshus med 224 pladser til både korttidsparkering og leje. Desuden skal der bygges en ny Netto-butik i stueplan i parkeringshuset.
Byggerierne forventes allerede at gå i gang i foråret/sommeren 2025. Begge byggerier skal efter planen være færdige i 2026.
– Vi glæder os til at skulle åbne et nyt B&B Hotel på en central beliggenhed, som Design City i Kolding er. Hotellet kommer til at passe rigtig godt ind i området, og selv om det ligger midt i byen, så er det let at komme til og fra for vores gæster, siger Tobias Gollnest, Chief Development Officer, Central & Northern Europe B&B Hotels.
Læs også: Lokal ejendomsudvikler køber 170 år gammel kro i Kolding
Også hos Salling Group, som står bag dagligvarekæden Netto, er placeringen velvalgt.
– Design City i Kolding er der både boliger, uddannelsesinstitutioner og mange arbejdspladser, så der mangler bare en Netto, som vi nu får mulighed for at åbne, siger Carsten Hadsbjerg, Udviklingsdirektør i Salling Group.
Plads til flere byggerier
Når hotel, supermarked og parkeringshus er opført, er der fortsat mulighed for at bebygge over 45.000 kvadratmeter i bydelen. Det kan for eksempel være til yderligere boliger, kontorer eller flere uddannelsesfaciliteter.
– Vi er glade for den fortsatte interesse for at placere sig i området, og det er positivt, at markedsvilkårene igen åbner op for muliggørelsen af nye projekter, siger Martin Jensen.
– Vi udvikler et stort område midt i byen, og i den forbindelse er der grund til at rose alle involverede, herunder Kolding Kommune, for et godt og konstruktivt samarbejde.
I området ligger aktuelt Kolding Sky med 98 lejligheder, Kolding HF og VUC, Alfabo, Nordea, Danske Bank, Home, Sydbank, BDO, itm8 og Penta Advokater. Og fra 2026 altså også et B&B Hotel, et nyt parkeringshus og og en Netto-butik.