Cirka en million boligejere har haft deres nye ejendomsvurderinger til gennemsyn, og nye tal fra Vurderingsstyrelsen viser, at omkring 44.000 boligejere – svarende til knap fem procent – har bedt om ændringer.
Det handler ofte om fejl i BBR-oplysningerne, som ikke stemmer overens med virkeligheden, men også faktorer som støj og manglende udsigt.
Det skriver Home i en pressemeddelelelse.
Ifølge ejendomsmæglerkæden klager nogle boligejere blandt over, at det støjer mere, end vurderingen tager højde for, at udsigten er forringet eller forsvundet – for eksempel hvis naboens træer har taget den. Andre klager over, at der er længere til vandet, end Vurderingsstyrelsen lægger til grund for den vurderede værdi.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i første halvår af 2024
Indsigelserne om støj handler typisk om, at boligejerne føler sig generet af trafikstøj fra en større trafikeret vej – og at det bør medføre en ændring i ejendomsvurderingen.
Ejendomsmæglerkæden Home forstår godt, hvorfor der kommer indsigelser om støj. Det er nemlig noget, som kommende købere også lægger vægt på.
– Støj betyder meget. I vores flyttebarometer har næsten hver tredje dansker et hjem uden støj på listen blandt de tre vigtigste ønsker, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home.
Læs også: Så meget stiger boligpriserne frem mod 2030
– Prisen er typisk væsentlig lavere på et støjplaget hjem, fordi der potentielt er færre interesserede købere, uddyber han.
Udsigt og afstand til vandet er også vigtige parametre for prisen på en ejendom. Flyttebarometeret fortæller, at cirka hver femte dansker ønsker en beliggenhed “tæt på vandet”, hvis de skulle flytte.
Tjek om der er fejl i BBR
Home anbefaler, at boligejerne tjekker oplysningerne i BBR for at få en retvisende vurdering og for at luge ud i fejl, inden boligen eventuelt kommer til salg.
Typiske indsigelser til Vurderingsstyrelsen
- Bygningens stand: Mange boligejere mener, at deres bolig er i dårligere stand end oplyst. Det kan være nedslidt murværk, gamle vinduer eller et tag, der trænger til udskiftning.
- BBR-oplysninger: Over halvdelen af indsigelserne handler om, at oplysningerne i BBR-registeret ikke er opdaterede. Det drejer sig ofte om ændringer i boligarealet, tilbygninger eller varmekilden (for eksempel fjernvarme vs. gasfyr).
- Udsigt: Boligejere gør ofte indsigelse over udsigten. Naboens træer eller bebyggelse kan have blokeret den udsigt til hav eller sø, som vurderingen nævner.
- Støj: Støj fra trafik, motorveje eller større veje fører også til mange indsigelser, hvor boligejere mener, at støjgenerne burde påvirke ejendomsvurderingen.
- Referenceejendomme: Ti procent af indsigelserne handler om de referenceejendomme, der bruges til at vurdere områdets kvadratmeterpris. Boligejere mener ofte, at disse ejendomme ikke er sammenlignelige med deres egen bolig.
- Plandata og servitutter: Boligejere indsender også indsigelser, hvis der er ændringer i plandata eller servitutter, der ikke er taget højde for i vurderingen. Dette kan påvirke ejendommens værdi.
- Effekt af indsigelser: I cirka 45 procent af tilfældene medfører indsigelser ændringer i ejendomsvurderingen.
Kilde: Vurderingsstyrelsen.