
Erik Rehnquist træder ud af direktionen i boligudvikleren Kronhusene ved årsskiftet, men fortsætter som aktivt bestyrelsesmedlem.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Ifølge Kronhusene er der tale om en strategisk beslutning, der skal sikre kontinuitet i den daglige ledelse og samtidig styrke det langsigtede strategiske arbejde i bestyrelsen.
Fremover vil direktionen bestå af administrerende direktør Christian Toft og økonomidirektør Michael Hvid.
– Ændringen er en del af en planmæssig og strategisk beslutning. Den fortsættende direktion har gennem en årrække vist stærkt lederskab, høj faglighed og en målrettet tilgang til at drive virksomheden fremad, udtaler Erik Rehnquist.
Kronhusene forventer ikke, at ændringen får betydning for den daglige drift. Virksomheden fastholder sin langsigtede strategi om årligt at opføre omkring 500 rækkehuse til egen portefølje.
Kronhusene blev i 2023 stiftet af svenske Niam og danske Milton Huse. I dag ejer Kronhusene 535 færdigopførte rækkehuse og har samtidig igangværende projekter svarende til knap 1.100 boliger i forskellige udviklingsfaser.






















