Duo vil omdanne sjællandsk savværk til 110 boliger

Stor tømrervirksomhed med gazeller i baglommen vil sammen med almen boligorganisation omdanne savværk til et nyt boligområde.

Den gamle savværksgrund midt i Mørkøv kan stå over for en forvandling til et nyt boligområde med lejligheder og rækkehuse i nybyggeri i et-tre etager.

Bag projektet med navnet Savværkshaven står tømrervirksomheden EBH Byg fra Mårsø og boligorganisationen MNV Bolig i samarbejde med arkitekter fra Kullegaard.

Planen er at opføre omkring 110 boliger, hvoraf cirka 65 skal være almene. Tallene er dog foreløbige og kan ændres.

Det bliver samtidig en prioritet, at dele af det gamle savværk indgår i byggeriet, så området både får nye boliger og bevarer sit kulturhistoriske præg.

– Der er en stor bygning inde midt på grunden, som vi vil omdanne til kontor og værksted. Hvis vi kan få statikken til at holde på siloen, vil vi prøve at bevare den, så den kan blive til en atriumgård med sjæl, siger direktør og tømrermester Emil Bergstrøm Hansen fra EBH Byg.

Med sin centrale beliggenhed tæt på stationen vurderes Savværksgrunden af administrationen i Holbæk Kommune at have et stort potentiale for blive til et attraktivt boligområde. Og der lægges altså op til en god blanding af boligformer.

– Vi vil prøve at skabe en andelsboligforening, men vi har ikke lagt os fast på noget. Jeg tror primært, det bliver private lejeboliger, og så kan det også godt være, der bliver nogle ejerboliger, siger Emil Bergstrøm Hansen, som understreger, at der indtil videre blot er tale om et oplæg.

Mørkøv Savværk lukkede i 2000 og kan nu blive omdannet til et nyt boligområde.
Mørkøv Savværk lukkede i 2000 og kan nu blive omdannet til et nyt boligområde.

En del forhold skal dog afklares af politikerne, før udviklingen for alvor kan sættes i gang.

Kommunalbestyrelsen i Holbæk har tidligere vedtaget en ny model for, hvordan der skal tildeles midler til almene boliger. Det betyder, at projekter samles og vurderes samlet, så politikerne kan prioritere, hvor pengene skal bruges.

For Savværksgrunden vil spørgsmålet om kommunens økonomiske tilskud først blive afgjort i slutningen af 2025 eller starten af 2026.

I skrivende stund afholdes møde i Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, hvor politikerne i Holbæk Kommune skal tage stilling til, om forarbejdet til det nye boligområde skal igangsættes med henblik på at lade projektet indgå i modellen for tildeling af almene boliger.

Forarbejdet skal omfatte en stedanalyse, der både skal afdække områdets potentiale og danne baggrund for dialogen med udviklerne, inden en ny lokalplan kan udarbejdes.

– Jeg håber, vi har en godkendt lokalplan midt i 2027, og så forventer vi byggestart i slutningen af 2027, siger Emil Bergstrøm Hansen, som forventer, at udviklingen af hele grunden vil tage to-tre år, så det kommende boligområde kan stå færdigudviklet omkring 2030.

EBH Byg har siden 2007 udviklet sig fra et lokalt tømrerfirma til en virksomhed med mere end 60 ansatte og har modtaget Børsens Gazellepris to gange. MNV Bolig råder over mere end 2.000 boliger i Midt-, Nord- og Vestsjælland og har stor erfaring med både familie- og ældreboliger.

Tilmeld Nyhedsbrev