Gennem et par år er der blevet skrevet en del om tomme boliger i Aarhus, men blandt andre EjendomDanmark har påpeget, at der er tale om et midlertidigt problem.
Og noget tyder på, at brancheorganisationen får ret.
Ifølge Århus Stiftstidende risikerer Aarhus allerede til sommer at mangle boliger. Det vurderer Tonny Broberg, projektchef hos erhvervsmægleren EDC Projekt Poul Erik Bech., ifølge avisen.
– Jeg kunne frygte, at det bliver ligesom i 2013-2014, hvor folk bliver nødsaget til at bo på campingpladser. Der er nærmest ingen tomgang på boliger indenfor Ringgaden, og selvom du kan finde enkelte ejendomme med ledige boliger i Tilst og Lisbjerg, så er der også ved at blive fyldt op der, siger han til Århus Stiftstidende.
Læs også: Plan skal bane vej for 300 nye boliger ved Aarhus
Aarhus Kommune voksede i 2024 med knap 6.300 indbyggere, mens der ifølge Århus Stiftstidende kun blev fuldført 140.000 kvadratmeter nybyggeri.
Desuden er tomgangen på etageboliger dykket fra rekordhøje 6,9 procent til cirka 5,3 procent ved udgangen af 2024 på blot et år, skriver avisen.
Aarhus Kommune vurderer, at det kan blive et problem, men det er begrænset, hvad kommunen kan stille op.
– De er præget af konjunkturer, som går op og ned, og den dalende byggeaktivitet i Aarhus skyldes særligt inflationskrisen og stigende byggeomkostninger. De vilkår har vi svært at gøre noget ved som kommune, men det er klart, at vi skal sørge for, at de processer, vi er herrer over, er tilvejebragt, når markedet vender, siger bystrategisk chef for Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen, til Århus Stiftstidende.